Michael Bruhn. Foto: PFA.

Michael Bruhn stopper i PFA

Efter 10 år på posten har Michael Bruhn valgt at stoppe som ejendomsdirektør i PFA ved udgangen af 2023. I perioden har PFA Ejendomme næsten femdoblet sine midler under forvaltning fra 15 milliarder kr. til 73 milliarder kr. og 114, hvis man tager gearingen med som man normalt gør.

Ved udgangen af 2023 stopper Michael Bruhn som direktør for PFA Ejendomme efter 10 år på posten, hvor PFA er vokset til at være en af Danmarks største aktører på ejendomsområdet.

Michael Bruhn, som i dag er 64 år, har haft til opgave at professionalisere PFAs ejendomsportefølje og oprette en investeringsafdeling i PFA Ejendomme, som har skabt et afkast på 86 procent til kunderne de seneste 10 år. Især har han kæmpet for, at pensionsgiganten efter et stort frasalg af boligporteføljen i 00erne igen skulle have boliger som investeringsmål.

– Michael er indbegrebet af integritet og en af de mest respekterede kollegaer, jeg har arbejdet sammen med. Han har skabt en organisation med et professionelt setup og en investeringsstrategi, som gennem årene har skabt et milliardafkast til vores kunder, og han har været med til at sikre, at PFA Ejendomme fortsat vil bringe stor værdi til vores kundefællesskab, siger koncerninvesteringsdirektør i PFA Kasper A. Lorenzen, der glæder sig over at have Michael Bruhn som ejendomsdirektør resten af året.

Michael Bruhn fortsætter i sin nuværende stilling indtil udgangen af 2023, og han vil derefter fortsat være tilknyttet som seniorrådgiver for koncerndirektionen i PFA.

– Det er en optimal løsning for både Michael og PFA, idet vi kan sikre en god overlevering og fortsat gøre brug af Michaels stærke kompetencer i årene fremover, siger Kasper A. Lorenzen.

Fra danske kontorejendomme til global ejendomsinvestor
Siden Michael Bruhns ansættelse i 2013 har PFA Ejendomme udviklet sig fra primært at investere i danske kontorejendomme til at være en global ejendomsinvestor med fokus på alt fra logistikbranchen til datacentre samt opførelse og renovering af større og velkendte byggerier.

– Jeg er gået på arbejde hver dag for at skabe det bedst mulige afkast til vores kunder. Det har været et privilegie at arbejde et sted som PFA, hvor man som kundeejet selskab udelukkende tjener det formål at skabe værdi for kunderne, og jeg er stolt af de resultater, vi har skabt, siger Michael Bruhn og fortsætter:

– Jeg har i en længere periode overvejet, hvornår det rigtige tidspunkt ville være at stoppe som direktør i PFA, og det føles rigtigt nu, hvor jeg lige er blevet 64 år og vil have mulighed for at prioritere min tid anderledes. Jeg er både glad for og stolt over PFAs ønske om, at jeg skal fortsætte i en ny rolle, når jeg takker af som direktør, og jeg ser i den kommende tid frem til fortsat at bidrage til at eksekvere PFA’s nye strategi og sikre en glidende overgang, siger Michael Bruhn.

PFA har igangsat en proces i forhold til den fremtidige organisering på ejendomsområdet.

Fakta om PFA Ejendomme

  • PFA er Danmarks næststørste ejendomsinvestor med en portefølje til en værdi på cirka 114 milliarder kr. fordelt på 43 procent kontor, 36 procent bolig, 11 procent logistik, 6 procent butikker, 4 procent hotel og andet. PFA opgør selv kun egenkapitalen og lander dermed på en portefølje på 73 milliarder kr.
  • PFAs ejendomsinvesteringer er fordelt på 44 procent i Danmark og 56 procent i udlandet.
  • PFAs danske boligportefølje består af mere end 5.000 lejemål i blandt andet København, Horsens, Randers, Silkeborg, Odense, Vejle og Kolding.
  • PFA har en målsætning om at nedbringe CO2-udledningen fra ejendomsporteføljen med 35 procent inden 2025 sammenlignet med 2019.
  • I 2022 annoncerede PFA Ejendomme en målsætning om at bygge Danmarkshistoriens største tagbaserede solcelletag på logistikcenteret i Taulov, som bliver på 300.000 kvm, svarende til 45 fodboldbaner.

Blå bog

  • Uddannet cand. Merc. Aud. (MSc i Economics) fra CBS i 1987.
  • Arbejdet 10 år i revisionsbranchen for bl.a. Schøbel & Marholt og revisionsfirmaet Sven Halberg, inden han i 1987 kom til Mäckler-koncernen, som var en af datidens store ejendomsudviklere, som økonomidirektør.
  • Har efterfølgende udelukkende arbejdet i ejendomsbranchen i en række forskellige roller, bl.a. som seniorpartner i DTZ og derefter som Nordisk chef og partner i Valad, som han solgte sin andel af i 2012.
  • Startede i 2013 i PFA som ejendomsdirektør.
  • Er gift med Hanne, og sammen har de fire døtre i alderen 26-34 år og tre børnebørn.

Michael Bruhn er en af indlægsholderne på Ejendomsdagene 2023, hvor der endnu er få ledige pladser.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder