torsdag 01. juni 2023 09:56
Seks PwC-partnere har finansieret kritiseret ejendomsselskab
Mere end et årti efter, at Martin Larsen og René Ulrik gik konkurs med deres ejendomsselskaber og blev dømt for økonomisk kriminalitet – under navnene Martin Klüts og René Müller – er de godt i gang i ejendomsbranchen igen.
Og det skyldes ifølge Børsen blandt andet den kapital, som seks partnere i revisionsfirmaet PwC har stillet til rådighed for de to og ejendomsselskabet DBO Real Estate, som de er involveret i.
Avisen fortæller torsdag, hvordan de seks partnere via deres private investeringsselskaber tilsammen har pant til en værdi af 114 millioner kr. i 12 forskellige ejendomme på Sjælland, som ejes af DBO Real Estates datterselskaber.
PwC har ikke ønsket at stillet op til interview med Børsen, men skriver, at partnerne har handlet i god tro, og at de vil trække sig fra de nævnte engagementer med DBO Real Estate.
Ejendomsselskabet beskyldes af de eksisterende lejere for ufine metoder, der angiveligt har til hensigt at få lejerne til at opsige deres lejemål, så de kan genudlejes til en højere leje.
DR fortæller desuden, at advokat Ulrich Hejle fra advokatfirmaet DLA Piper har haft en relation til DBO Real Estate og har været involveret i formidlingen af lånene til selskabet. Det fremgår ikke præcist hvordan, men konsekvensen er, at Ulrich Hejle ikke længere er ansat i DLA Piper. Han afviser selv, at han har handlet angribeligt.
– Jeg har dog ikke på tilfredsstillende vis informeret og holdt mine kolleger i DLA Piper opdateret om mine opgaver. Derfor har jeg besluttet at forlade min tidligere arbejdsplads og trække mig fra eksterne bestyrelses- og tillidsposter, skriver han i en mail.
Læs mere her Konkursdømt finanskriseinvestor beskyldes for lovbrud