
torsdag 11. maj 2023 14:17
Harald Nyborg åbner sin første cityforretning i København
Detailkæden Harald Nyborg flytter ind på Vesterport 6 på Vesterbro. Det er første gang, at butikskæden åbner en forretning, som ikke befinder sig uden for et større byområde.
Butikken er knap 1000 kvm stor, og lokalerne skal igennem en større renovering, inden de kan tages i brug.
– Ønsket er at skabe en bekvem og tilgængelig shoppingoplevelse, der kan hjælpe københavnerne med at realisere deres gør-det-selv projekter, siger Arne Gerlyng- Hansen, adm. direktør, Harald Nyborg.
Normalt plejer Harald Nyborg at udvikle og bygge sine egne boksbutikker fra bunden. Men i dette tilfælde er der mindre fokus på plads og mere fokus på potentielle kunder.
En del af en trend
Ifølge den ansvarlige mægler hos Savills Danmark, Thomas Nielsen, der har formidlet udlejningen, er den kommende Harald Nyborg-butik en del af en større trend.
– Sidste sommer åbnede Silvan ved Kultorvet i Indre By, og denne sommer forventer Ikea at åbne deres første city-varehus ved Dybbølsbro. Når disse store giganter ser potentialet i at være helt tæt på københavnerne, er det nærtliggende at forestille sig, at andre store kæder vil følge trop, siger han.
Læs også Savills udlejer 600 kvm til Matas på Købmagergade
Læs også Københavnsk mæglerforretning bliver del af verdensomspændende kæde