Per Holst er stifter og adm. direktør hos Wise Home

Dansk proptech-virksomhed på opkøb i Tyskland

Den danske proptech-virksomhed Wise Home har været på indkøb i Tyskland hos den tyske koncern Noventic og har overtaget KeepFocus, som i 25 år har udviklet energistyringsløsninger og services, der kan nedbringe energiforbruget i boligejendomme, hos virksomheder og hos private forbrugere.

Per Holst, der er adm. direktør og stifter af Wise Home, ser et rigtigt godt match mellem Wise Homes eksisterende teknologi og den teknologi, som man nu har overtaget.

– Deres services passer ind i vores platform, og nu handler det om at få systemerne til at smelte sammen. Heldigvis har de haft den samme tilgang til datagennemsigtighed og struktur, og vores løsninger er også kodet i samme programmeringssprog, siger han.

Kan føre til energibesparelser
Wise Home tilbyder it-løsninger, der kan lave forbrugsregnskaber for blandt andet el, vand og varme uden brug af manuelle aflæsninger, samtidig med at man også løbende kan følge med i forbruget i realtid.

– Vores mål er at gøre data tilgængelige på en overskuelig måde for både ejere og lejere. Vi tror, at data er afgørende for at få fokus på energiforbruget rundt omkring, så vi kan få det trukket i den rigtige retning, siger Per Holst.

Wise Home blev stiftet i 2016 og har løbende trukket nye investorer til, som skal sikre vækst både i Danmark, men også i udlandet. Senest er EMD Fonden kommet med i ejerkredsen.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder