torsdag 20. april 2023 09:42
Sløvt marked halverer næsten Nordicals’ overskud
Det lykkedes ikke for erhvervsmæglerforretningerne i Nordicals-samarbejdet at levere et lige så godt 2022 som året forinden. Den bratte opbremsning i markedet i efteråret betød, at deres samlede omsætning faldt i takt med, at der blev længere mellem transaktionerne.
Alligevel endte de 24 forretninger samlet set med et resultat før skat på 48 millioner kr. mod 81 millioner kr. i 2021.
– Resultatet viser, at vi har en robust, partnerdrevet forretningsmodel, hvor vi stadig driver en sund forretning og holder en stabil kurs, selvom det rusker lidt. I fællesskab har vi foretaget en række investeringer i udbygningen af vores interne dataplatform, og dernæst i at stille den til rådighed for ejendomsbranchens aktører gennem konceptet Nordicals Foresight. Det bærer bundlinjen selvfølgelig også præg af, siger Erik Andresen.
Nordicals Foresight er et datadrevet indholdsunivers, der stiller Nordicals’ markedsdata og analyser til rådighed for alle, der måtte være interesseret.
Bred palette af ydelser
Når det trods alt ikke er gået værre for Nordicals, end tilfældet har været i et år, hvor transaktionsmængden faldt betragteligt, skyldes det ifølge Erik Andresen, at mæglerforretningerne har flere strenge at spille på end bare formidling af erhvervsejendomme. Det gør sig også gældende i et 2023, der er kommet svagt fra land på den konto.
– Selv om branchen har set en markant nedgang på transaktionsmarkedet sammenlignet med samme periode sidste år, så er vi som organisation kommet fornuftigt fra land, og vi ser god aktivitet på udlejning, vurdering og rådgivning. Det vidner om, at vores palette af ydelser også kan matche kundernes behov i tider med konjunktursvingninger, udtaler Erik Andresen.
Han forventer, at der vil komme mere liv i transkationsmarkedet som følge af et mere stabilt renteniveau og ser allerede nu nogle af de større instututionelle investorer røre på sig.
Nordicals-samarbejdet bliver én forretning færre 1. maj, når Nordicals København træder ud af samarbejdet. Det er endnu ikke offentliggjort, hvem der skal fylde hullet, der opstår i København. Læs mere her: Nordicals København forlader Nordicals-kæden
Læs mere om sidste år Nordicals-regnskab her: Nordicals stormer frem og fordobler overskud til 81 millioner kr.