![](https://estatemedia.dk/dk/wp-content/uploads/2023/04/sebastian-m--harung-ceo-kameo-scaled.jpg)
mandag 17. april 2023 10:21
Crowdfunding-platform henter knap en halv milliard kr. hos institutionelle investorer
Den skandinaviske crowdfunding-platform Kameo, som også opererer i blandt andet Danmark, har sikret sig en betragtelig forøgelse af investeringskapaciteten takket være et tilsagn om 700 millioner svenske kr. – svarende til cirka 460 millioner danske kr. – fra Insight Investments.
Pengene stammer fra institutionelle investorer, der gerne vil medfinansiere lån til energioptimerede byggeprojekter i Sverige.
– Det gør mig stolt, at vi nu henter betydelig kapital fra flere fonde administreret af en ledende global kapitalforvalter som Insight. Jeg grundlagde Kameo med et ønske om at give almindelige investorer muligheden for at investere i ejendomslån med sikkerhed bag. Med denne adgang til institutionel kapital, kan vi øge antallet af lån på platformen, skabe et endnu bedre produkt for investorerne og finansiere byggeriet af flere energioptimerede hjem i Sverige, siger Sebatian Harung, der er adm. direktør for og stifter af Kameo.
Sidste år formidlede Kameo lån for 1,3 milliarder svenske kr. til ejendomsprojekter i hele Skandinavien. Selskabet er delvist ejet af investeringsbanken ABG Sundal Collier og investerer på vegne af mere end 40.000 private investorer. Insight Investments forvalter med base i London mere end 700 milliarder euro for en række pensionsselskaber.
Læs mere her: Kameo klar til et af de største danske crowdfundingprojekter
Læs mere her: Kendt ejendomsinvestor går ind i fintech-firma