Af økonomisk konsulent Bjarke Roed-Frederiksen, EjendomDanmark

2023 bliver sidste år i en lang række, hvor vi skal vente på det nye ejendomsskattesystem. Eller sådan da, for vurderingssystemet er ikke helt klar endnu, men den 1. januar næste år træder de nye regler i kraft alligevel.

Som optakt har Skatteministeriet for nylig haft to lovforslag i høring. Lovforslag, hvor man samler de seneste års ændringer, tilpasninger, midlertidige ordninger og overgangsregler i én og samme lov. Det skaber bedre overblik. Lovforslagene fylder næsten 1.000 sider, og det siger i sig selv rigtig meget om behovet for et sådant overblik.

Men overblik er ikke alt, og i Skatteministeriets forslag er der mere end ét sted med plads til forbedringer. I EjendomDanmark skrev vi hele 37 sider med kommentarer til lovforslagene, men lad mig her nøjes med at pege på tre ting:

Dækningsafgiften er en udfordring
For det første har man stadig ikke taget stilling til, hvordan dækningsafgiften skal håndteres. Dækningsafgiften – eller ”virksomhedernes grundskyld” – er nemlig ikke underlagt nogen former for stigningsbegrænsninger, når det nye system træder i kraft. Det betyder, at mange virksomheder står foran en fuldkommen ukendt skattestigning. Og de ved i øvrigt ikke, hvornår denne stigning rammer, for vurderingssystemet er ikke på plads. Til gengæld skal man betale den stigende dækningsafgift med tilbagevirkende kraft, når systemet en gang er på plads. Den situation er åbenlys uholdbar for alle berørte virksomheder, men måske især i ejendomsbranchen, som ender med regningen på andres vegne.

Det er selvfølgelig ikke Skatteministeriets ansvar, at man ikke har håndteret denne situation – det er et politisk ansvar. Men dette lovforslag, der skal rydde op og skabe overblik, var en glimrende anledning til at tage det ansvar på sig.

Er den lyse fremtid sikker?
For det andet er det ikke kun dækningsafgiften, der skal efterreguleres. Det skal den almindelige ejendomsskat også. For nogen vil det være en fordel – for andre en ulempe. Det virker urimeligt, at nogle skatteydere ender med en stor efterregning alene fordi ejendomsvurderingssystemet er forsinket i årevis.

For det tredje bygger hele lovforslaget og alle de midlertidige ordninger og foreløbige skatteopkrævninger på en præmis om, at hele systemet fungerer gnidningsfrit i 2026. Derfor har man ikke rigtig gjort sig overvejelser om, hvad man gør, hvis det hele viser sig – igen – at være forsinket. Med den historie, som vi har været gennem indtil nu, burde man ellers forberede sig på det værste.

Alt i alt synes det noget besynderligt, at man har så travlt med at lade reglerne træde i kraft, før grundlaget for det hele – vurderingssystemet – er ordentligt på plads. Dermed opstår behovet for midlertidige løsninger og foreløbige regelsæt.

Et behov, der burde være overflødigt, hvis man f.eks. havde fastfrosset ejendomsskatterne, så alle betalte det samme, indtil det nye system var klar. Så behøvede vi heller ikke døje med komplicerede efterreguleringsordninger, midlertidige stigningsbegrænsningsordninger, rabatter og alt muligt andet, der bestemt ikke bidrager til at gøre ejendomsskat til en gennemskuelig affære.