Kristina Olsen under sit oplæg på Boligdagene 2023 på Hotel Koldinggfjord. Foto: Claus Sall.

Xior-chef: Markedet for studieboliger kommer kun til at vokse

Behovet for billige boliger i store studiebyer som København og Aarhus har altid været der, men det bliver formentlig ikke mindre i fremtiden. Det vurderer Kristina Olsen, der er COO hos det belgiske ejendomsselskab Xior Housing, der udelukkende har studieboliger i porteføljen.

På sit oplæg på Estate Media-konferencen Boligdagene 2023 fremlagde hun en række tal og fakta, der alle peger i retning af, at antallet af studerende, der efterspørger en betalbar lejebolig, kun vil vokse. Og et gælder særligt studerende fra tredjelande uden for Europa.

Asiater søger mod Europa
Blandt andet forventes det, at antallet af studerende fra Asien, der årligt søger mod universiteter på det europæiske fastland, vil fordobles frem mod 2040.

– Før tog de mere til USA og Storbritannien, men blandt andet på grund af brexit retter strømmen sig i højere grad mod de kontinentaleuropæiske universiteter, siger Kristina Olsen.

Hun kan også konstatere, at udbuddet af studieboliger langt fra kan dække de nuværende behov. Mens der er eksempelvis i Storbritannien findes et antal studieboliger svarende til 40 procent af den samlede mængde studerende, er den kun 22 procent i Danmark, og i Tyskland er andelen helt nede på 11 procent.

Endelig er det indtil videre også lykkedes for Xior at hæve huslejerne i takt med inflationen, uden at det har fået efterspørgslen til at falde.

– Så set fra et investorperspektiv er det en god idé at lægge sine penge i at bygge studieboliger i Kontintaleuropa, siger Kristina Olsen.

Som sagt, så gjort. Xior Housing har opbygget en portefølje på 3,8 milliarder euro fordelt på en række lande, blandt andet Danmark. Belgierne købte Basecamp Group i maj sidste år og overtog blandt andet en række boliger i Lyngby og København samt et projekt i Aarhus med 650 boliger, der står færdigt til efteråret.

Forventer hotellignende forhold 
Blandt de erfaringer, som Xior har gjort sig undervejs, er at de studerende forventer mere af det sted, hvor de bor, end de gjorde før. Dengang kunne de nøjes med et lille værelse, fælleskøkken og måske også fælles bad.

I dag er der i højere en forventning om, at man som udlejer leverer “living as a service” med ekstra tilbud som for eksempel sikkerhedsvagter, en bemandet reception, træningsfaciliteter og måske også spisemuligheder.

– Samtidig er de unge også meget sårbare. De kommer til et sted uden netværk og ved ingenting, og der ligger et kæmpe pres på dem, fordi forældrene har investeret rigtigt meget i deres uddannelse. Derfor har vi et ansvar for at skabe mødesteder, så de trives og undgår ensomhed, siger Kristina Olsen.

Hun understreger, at det også kræver, at man aktiverer mødestederne og skaber aktiviteter for de unge. Og netop det er en vanskelig balanceakt, for der skal være sammenhæng mellem udgifter og indtægter – uanset at betalingsvilligheden også er høj.

– Det er netop det at drifte disse aktiviteter, der er det, der er det svære. Specielt, hvis ikke det skal blive for omkostningstungt, siger hun.

Læs mere om Xiors seneste regnskab her: Belgiske Xior øger sine indtægter med 41 procent efter købet af Basecamp

Læs mere om købet af Basecamp her: Studieboliger solgt til ny investor for 7 milliarder kr.

Læs også:





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder