Louise Aggerstrøm Hansen holdt oplæg om udviklingen i dansk økonomi med fokus på boligmarkedet på Boligdagene 2023. Foto: Claus Sall.

Chefanalytiker om rentestigninger: Vi skal nok komme ud på den anden side

De stigende renter har formentlig givet anledning til panderynker rundt omkring i ejendomsbranchen det seneste halve år. Ikke mindst fordi ingen rigtigt ved, hvor det ender.

Det gør Danske Banks chefanalytiker, Louise Aggerstrøm Hansen, heller ikke. Men i sit oplæg på Estate Medias konference Boligdagene 2023, der afholdes på Hotel Koldingfjord, gjorde hun sit til at berolige konferencedeltagerne med, at dansk økonomi har det godt på trods af det høje renteniveau og den høje inflation.

– Vi aner ikke, hvor det her skal ende, men vi skal nok komme ud på den anden side. Sigtbarheden er enormt lav, og risikoen for, at der bliver lavet fejl i centralbankerne, er til stede. Derfor er der grund til at være bekymret, men det er ikke ubalancer i de danske husholdningernes økonomi, der gør, at den her krise opstår nu. Og derfor tror vi, at vi relativt hurtigt kan komme tilbage på sporet igen, sagde hun i sit oplæg.

Ikke ligesom finanskrisen
Her fokuserede hun på, at danskerne i modsætning til perioden op til finanskrisen har opført sig fornuftigt økonomisk.

– Op til finanskrisen brugte vi 110 kroner for hver gang, vi tjente 100 kroner. Når man gør det, og krisen så rammer, kræver det en stor opstramning i husholdningernes økonomi. Derfor tog det også syv år at få forbruget tilbage på niveauet før finanskrisen. Men lige nu kommer vi fra en periode, hvor vi har haft en bedre balance i vores økonomi og har brugt færre penge, end vi har tjent, sagde hun.

Louise Agerstrøm Hansen konstaterede samtidig, at boligejernes belåningsgrader er meget lave, og at forbruget holder niveau i reelle tal, hvilket vil sige, at husstandene på trods af inflationen forbruger lige så mange penge som før, selv om de får færre varer for pengene.

Ikke desto mindre forventer hun og Danske Bank, at boligpriserne skal længere ned, end de er kommet.

– Grundlæggende er det svært at forestille sig, at renterne skal stige så meget, uden at det slår endnu mere igennem på boligopriserne. Og det er København, vi er mest bekymret for. Det er her, vi forventer at priserne vil falde mest, ligesom det også er her, hvor de stiger først, når det går den anden vej, sagde hun.

Louise Aggerstrøms kollega i Danske Bank-koncernen, Realkredit Danmarks chefanalytiker Mark Gibson, vurderede ved indgangen til 2023, at det netop ville være renteudviklingen, der ville sætte rammerne for ejendomsmarkedet udvikling. Læs mere her: Analytikerens krystalkugle: Renten sætter retningen i 2023





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder