Foto: Byggeriets Samfundsansvar.

Hos 13 ud af 20 entreprenører er nøgne kvinder helt okay

Lummer maskulin stemning præger stadig mange skurvogne i byggeriet trods flere år med fokus på sexisme og MeToo i resten af samfundet. Det viser en undersøgelse foretaget af Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar udgivet i anledning af Kvindernes internationale kampdag. I 13 ud af de 20 største entreprenørvirksomheder i Danmark er kalendere med nøgne eller letpåklædte kvinder udbredt, og kun 4 ud af de 20 virksomheder har en politik, der forbyder dem.

Samtidig har byggeriet store rekrutteringsudfordringer og svært ved at tiltrække kvinder. Kun 4 procent af landets håndværkere er kvinder, og hvis kvinder forsøger at gøre op med kalenderkulturen kan de risikere at blive mødt med en ekskluderende adfærd. Derfor sætter Byggeriets Samfundsansvar nu fokus på, hvor udbredte kalendere med letpåklædte eller nøgne kvinder er i det fysiske arbejdsmiljø i byggeriet:

– MeToo ramte også byggebranchen i 2020, men mange af de problematikker, der handler om psykisk arbejdsmiljø, sexistisk eller krænkende tone eller adfærd, gør sig altså stadig gældende, siger sekretariatschef Christina Schultz, Byggeriets Samfundsansvar.

Ingen reaktion fra ledelsen
Anja Thuren Larsen er snedkerlærling. Hun havde arbejdet i en anden branche og blev meget overrasket, da hun på sin første dag i lære ser adskillige kalendere med nøgne kvinder hængende på væggen i frokoststuen.

– Jeg synes, at det var helt vildt grænseoverskridende. Det var min første dag i lære, og jeg var meget opsat på at gøre et godt indtryk hos min mester. Så det føltes så mærkeligt at træde ind i et rum i frokostpausen, hvor kvinder var portrætteret på den måde, nu hvor jeg også selv er kvinde, siger Anja og fortsætter:

– Først slår jeg det hen, for sådan er branchen nok bare, men jeg oplever mere og mere af sådan en kultur i andre henseender ude på byggepladsen, og så får jeg nok. Jeg tager sagen i egen hånd og smider kalenderne ud, filmer det og lægger det op på vores medarbejdergruppe på Facebook og efterspørger en ny kalender. Det bliver ikke modtaget godt af medarbejderne, ledelsen reagerer ikke, og det ender med, at de bliver hængt op igen.

Spørgsmålet har ikke fyldt ret meget hos bygherrerne, og det ærgrer Mie Andersen, der er udviklingschef for relationelle samarbejder i Center for Ejendomme i Region Hovedstaden.

– Det er en snak, vi er begyndt at have i vores organisation. Der er nogle, der ikke tror på, det er et problem, så vi er på en erkendelsesrejse som bygherre. Jeg sidder med et udbud lige nu og har inde som et fokuspunkt, at det psykiske arbejdsmiljø skal tages mere alvorligt. Vi har alle muligheder for at påvirke en byggesag i vores udbud, og det er der, vi skal lægge kimen, siger Mie Andersen.

Hun påpeger, at man som bygherre har et ansvar for arbejdsmiljø.

– Vi skal som bygherre bakke op om dem, der siger fra, men på kommende sager skal vi også tage det op. Hvis man har nultolerance overfor sexchikane, så er det ikke foreneligt med nøgenkalendere. Derfor skal vi sørge for, at vores entreprenører vil bidrage til, at der kommer et ordentligt arbejdsmiljø ude blandt håndværkerne, siger Mie Andersen.

Byggeriets Samfundsansvar er en forening, der samler frontløberne fra hele byggeriets værdikæde om at skabe værdi gennem samfundsansvar til både virksomheden og samfundet. Foreningen indsamler og formidler viden, samt udvikler værktøjer inden for den sociale, miljømæssige og økonomiske bæredygtighed.

Læs også 2023 – og færre kvinder i toppen af ejendomsbranchen





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder