fredag 05. november 2021 12:51
Boligdagene er tilbage på ny lokation
Vinter og forår 2021 var fyldt med turbulens for de fleste arrangementer. Sådan var det også for Estate Media og afholdelsen af en af årets største konferencer, nemlig Boligdagene, hvor 130 investorer, mæglere, arkitekter og boligudviklere mødes for at høre branchens nyeste tendenser og dagsordener og ikke mindst for at netværke.
I 2021 blev Boligdagene med kort varsel flyttet, da det viste sig, at det ikke var muligt at holde konferencer i januar måned. I stedet blev det til juni, og så var den eneste mulighed at flytte arrangementet til et andet hotel end det sædvanlige Comwell Kellers Park. Men i 2022 vender Boligdagene tilbage til sit oprindelige tidspunkt i januar og samtidig bliver det holdt et helt nyt sted nemlig på det billedskønne Koldingfjord.
– Koldingfjord er et fantastisk sted at afholde konference. Det ligger i skønne omgivelser, som man blandt andet kommer til at udforske i forbindelse med netværksaktiviteten Walk n’ Talk, siger konferencechef Mia Skjoldstrand, Estate Media.
Boligmarkedet er rødglødende, men samtidig står hele branchen overfor helt nye krav og udfordringer i de kommende år. Det bliver adresseret i programmet, der netop er offentliggjort.
– Vi kommer til at levere et samlet og helt aktuelt overblik over udviklingen i boligmarkedet netop nu i både land og by. Men samtidig dykker vi ned i nogle af de vigtigste sidedagsordener lige fra hele området omkring microliving til, hvordan man forholder sig bedst muligt til hele ESG dagsordenen, siger program- og indholdsansvarlig Kim Plesner, Estate Media.