torsdag 24. juni 2021 06:56
Frederiksberg Kommune køber hospital for 771 millioner kr.
I de kommende år skal grunden og bygningerne på Frederiksberg Hospital omdannes til et nyt kvarter med en blanding af boliger, erhverv, grønne områder og offentlige funktioner. Det står klart, efter Frederiksberg Kommune onsdag har købt hospitalet, grunden og bygningerne af Region hovedstaden.
Frederiksberg Kommune har allerede udarbejdet en vision for området.
– Det er en enestående mulighed for Frederiksberg, at vi kan købe og omdanne et så stort område. Nu skal vi udvikle området i tråd med visionen om at skabe et helt nyt bykvarter, som skal blive et aktiv for hele Frederiksberg. Med købet i dag sikrer kommunalbestyrelsen, at vi kan komme meget nærmere realisering af visionen om at skabe et grønt, blandet og bæredygtigt nyt kvarter til glæde for hele byen. Her skal ikke bygges højt og tæt. Vi vil bevare det grønne og tage afsæt i de historiske bygninger. Og det er vigtig, der kommer boliger for alle aldre og indkomstgrupper, siger borgmester Simon Aggesen (K).
Vil videresælge dele af området til boliger og erhverv
Købesummen for hospitalet er 771 millioner kr. og betales i rater fra 2028 og frem. Finansieringen sker ved at Frederiksberg Kommune, i forlængelse af det kommende planlægningsarbejde, vil videresælge dele af området til forskellige former for boliger og til blandet erhverv. Der skal også være plads til kultur- og fritidsaktiviteter, mens kommunen vil bruge en mindre del af området til fremtidige kommunale servicetilbud såsom plejeboliger.
I en kommentar til Region Hovedstadens salg af den cirka 106.000 kvm store grund siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S):
– Jeg er glad for, at det er lykkedes at indgå en aftale med Frederiksberg Kommune om salget af de gamle smukke hospitalsbygninger. Regionen har besluttet at sælge Frederiksberg Hospital, fordi vi bygger et nyt akuthospital og psykiatrisk center i Bispebjerg. Midlerne fra salget går derfor til at skabe bedre rammer for behandlingen af fysisk og psykisk sygdom. På den måde styrker vi fremtidens sundhedsvæsen, også for Frederiksbergs borgere. Samtidig kan kommunen bruge Frederiksberg Hospital til nye formål, og dermed bliver bygningerne et vigtigt bidrag til udviklingen af byen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Konkret udviklingsplan på vej
Region Hovedstaden rykker efter planen de sidste afdelinger ud af bygningerne med udgangen af 2025, hvorefter Frederiksberg Kommune overtager dem endeligt. Indtil da skal Frederiksberg Kommune udarbejde en udviklingsplan, og også denne fase kommer til at foregå i dialog med byens borgere og aktører, understreger Simon Aggesen.
– Da vi udarbejdede visionen, inviterede vi hele byen ud på hospitalsgrunden til møder og vandringer i området, så vi sammen kunne få gode idéer og skabe visionen om et helt nyt kvarter til fordel for hele byen. Den næste fase sker på basis af visionen, hvor vi nu igangsætter arbejdet med udarbejdelse af en konkret udviklingsplan for området, og også her vil vi gerne have borgere og aktører tæt på. For eksempel planlægger vi at oprette et borgerpanel, siger borgmesteren.
Tidsplan – det sker på Frederiksberg Hospital
– 2021: Frederiksberg Kommune køber grund og bygninger
– 2022: Udviklingsplan udarbejdes med afsæt i visionen
– 2023: Forarbejde til lokalplan
– 2024: Rammelokalplan udarbejdes
– Udgangen af 2025: Endelig overtagelse og udbud af første etape af arbejdet. Alle somatiske afdelinger er fraflyttet, mens enkelte psykiatriske afdelinger først flytter i 2032
– 2026: Byggemodning og byggestart
– 2027 og fremefter: Transformations- og byggefase samt indflytning
– Hele omdannelsen af området er tidligst færdig i 2035
Læs alle nyheder om transaktioner her