Adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn. Foto: Wilfred Gachau.

By & Havn skal bygge strømanlæg til krydstogtskibe

Udviklingsselskabet By & Havn skal bygge Københavns første landstrømsanlæg til krydstogtskibe, oplyser selskabet, der er ejet 95 procent af Københavns Kommune og 5 procent af staten.

Københavns Havn skal være en bæredygtig havn, og arbejdet med at skabe nye og grønne løsninger i havnedriften er i fuld gang. Efter et Corona-år med total nedlukning af byens krydstogtturisme er de to første krydstogtskibe for nylig anløbet havnen. Og i takt med at krydstogsturisterne vender tilbage, skal et nyt landstrømsanlæg sikre, at skibene fremover kan lægge til kaj på en langt mere klimavenlig måde.

Arbejdet med Københavns første landstrømsanlæg til krydstogtskibe er forankret i et partnerskab for grønne løsninger i havnen. I partnerskabet har Copenhagen Malmö Port (CMP), som er datterselskab til By & Havn, indtil nu haft hovedansvaret for projekteringen af landstrømsanlægget. Med By & Havns mange års erfaringer med at være bygherre på store anlægs- og infrastruktur projekter er der enighed om, at By & Havn nu viderefører bygherreansvaret.

– Vi har et godt samarbejde i det grønne partnerskab med CMP og Københavns Kommune, og vi er glade for at fortsætte arbejdet med at sikre en mere bæredygtig krydstogtsbranche og renere luft i København. Vi vil etablere landstrøm til både Langelinie og Oceankaj i Ydre Nordhavn, og det første, vi nu tager fat på, er at få fastlagt, hvordan vi bedst muligt får trukket stærkstrømskabler til begge områder. Det er en kompleks opgave, hvor der skal trækkes et strømkabel fra Indre Østerbro til Ydre Nordhavn – og derfra kabler videre til Langelinie, siger adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn.

Strømkabelrute
For at få nok strøm til skibene skal der trækkes et strømkabel fra det offentlige elnet ved Svanemøllen Koblingsstation ved Strandboulevarden på Østerbro til Oceankaj i Ydre Nordhavn, hvor selve anlægget placeres. Fra anlægget i Ydre Nordhavn skal der trækkes strøm videre til Langeliniekaj. Hvilken rute, strømkablerne præcist skal trækkes, er ikke fastlagt endnu, og det er den del af projektet, som By & Havn nu skal gennemføre en nærmere vurdering af, inden anlægget kan sendes i udbud, og den videre plan for hele anlægget fastlægges.

Det er ikke kun i forhold til krydstogtskibe, at der arbejdes med nye, grønne løsninger i havnen. I denne uge kunne CMP og DFDS melde ud, at landstrømsanlægget til DFDS-færgerne, der dagligt sejler mellem København og Oslo, vil være i drift allerede denne sommer.

 

Fakta: Landstrøm til krydstogtskibe

– Københavns Kommune, Copenhagen Malmø Port og By & Havn indgik i 2019 et partnerskab for at sikre grønne løsninger i havnedriften, herunder landstrøm til krydstogtskibe

– I 2017-2019 anløb der i gennemsnit 340 krydstogtskibe til Københavns Havn om året

– Krydstogtskibene udledte ifølge Aarhus Universitet (2021) 18.616 ton CO2eq, 317 ton NOx og 11,9 ton partikler i 2019

– Et krydstogtskib, der er tilsluttet landstrøm, udleder hverken CO2, NOx eller partikler lokalt

– Globalt set kan ca. 25 – 30 % af krydstogtskibene tage imod landstrøm på nuværende tidspunkt

– Dertil er knap 50 % af den globale krydstogtflåde ved at blive tilpasset til landstrøm

– Det er forventningen, at et godt stykke over halvdelen af de krydstogtskibe, der vil anløbe Københavns Havn i de kommende år, kan tage imod landstrøm

– Fra den 26. juni i år ventes en ny model for genåbning af krydstogt til Danmark at træde i kraft. Modellen er endnu ikke offentliggjort

– Ifølge seneste opgørelse fra CMP ønsker p.t. 103 krydstogtskibe at anløbe Københavns Havn denne sommer. Anløbene afhænger af, hvilken model myndighederne vælger for genåbning af krydstogt til Danmark

– Når kabelføringen til det kommende landstrømsanlæg er fastlagt, og risici i den forbindelse er afdækket, vil By & Havn revidere tidsplanen for færdiggørelsen af landstrømsanlægget





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder