mandag 22. februar 2021 07:16
Derfor færre ledige butikker i Danmark trods Corona
Andelen af udbudte butikslokaler faldt i slutningen af 2020 over det meste af landet, viser tal fra erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk. Det skyldes, at privatforbruget stadig er højt trods coronakrise og nedlukning, og samtidig har udlejere særligt i provinsen indstillet sig på nye vilkår, påpeger Colliers og EDC Erhverv Poul Erik Bech.
Ved indgangen til 1. kvartal 2021 var andelen af udbudte eller ledige butikslokaler i Danmark faldet til 3,2 procent fra 3,4 procent et kvartal tidligere – et fald, som er sket samtidig med coronapandemi og nye restriktioner for eksempelvis butikscentre, spisesteder og forretninger, som ikke sælger fødevarer.
Opgjort i kvm var faldet fra 4. kvartal 2020 til 1. kvartal 2021 på 33.900 kvm. Det svarer til, at 11 Føtex- eller Kvickly-varehuse er blevet udlejet til butikker og spisesteder.
– Landet er ifølge vores omfattende data groft sagt delt i to: I Københavns Kommune er udbuddet af butikslokaler steget kraftigt i slutningen af 2020, fordi hovedstaden har manglet turister, forretningsfolk og kongresser. Derimod er udbuddet faldet i stort set alle andre landsdele end hovedstaden, siger adm. direktør Jakob Wegener, Ejendomstorvet.dk.
På landsplan er omtrent 9.000 lokaler og erhvervsejendomme lige nu udbudt til leje eller salg via Ejendomstorvet.dk, heraf 1.559 lokaler til butikker, caféer, spisesteder og takeaway-forretninger.
Colliers og EDC: Derfor
Faldet i udbuddet kan virke overraskende med en butikssektor, som både er presset af nethandel, og som det meste af 2020 har kæmpet med coronakrisen. Men en del af forklaringen er hjælpepakker, næsten uændret beskæftigelse og udbetaling af indefrosne feriepengemilliarder, siger adm. direktør og partner Peter Winther, Colliers i Danmark:
– Det samlede forbrug er ikke faldet. Og nogle af de penge, som før er gået til rejser, er det seneste år blevet brugt på for eksempel forbedringer af boligen og måske ekstra flot legetøj til børnene.
En anden erhvervsmægler fremhæver, at mange udlejerne i provinsen er blevet mere fleksible.
– For at få nye lejere ind i fraflyttede lokaler må udlejerne i højere grad investere i bedre indretning og må måske sænke huslejen eller give rabat i en periode. Den udvikling kommer formentlig også til at præge København, når chokket over de udeblevne turister har lagt sig dér. Blandt lejerne har nogle samtidig benyttet muligheden til at sikre sig større eller bedre beliggende lokaler, siger detailchef Frank Heskjær, EDC Erhverv Poul Erik Bech.
Danmark har 18,3 millioner kvm lokaler til butikker og spisesteder, heraf var 588.900 kvm udbudt på markedet ved indgangen til 1. kvartal 2021. Tre måneder tidligere var udbuddet 622.800 kvm.