onsdag 27. januar 2021 08:57
Casa indgår aftale med Spacemaker
Norske Spacemaker er godt på vej ind på det danske marked for software til virksomheder i byggeriet. Byggesoftwarefirmaet har netop indgået en aftale med ejendomsudvikler og totalentreprenør Casa, som kommer til at anvende Spacemakers værktøjer på sine udviklingsprojekter. Det sker med henblik på at skabe mest mulig kvalitet i nye boligområder.
– Vi har testet Spacemakers værktøjer på et af vores projekter. En af de helt store fordele er, at vi hurtigt kan analysere udfordringer og muligheder på byggegrunden og producere mange forskellige bebyggelsesplaner sammen med vores rådgivere for herefter at vende dem med myndighederne og øvrige interessenter. Det giver en højere kvalitet og gør det nemmere og hurtigere at arbejde sammen, siger Henrik Hansen, direktør i Udvikling Vest i Casa, i en meddelelse.
Softwaren er især kommet til sin ret på et tidspunkt, hvor behovet for digitale visualiseringer frem for fysiske modeller er øget.
Casa brugte softwaren til at simulere et byggeprojekt. Udviklingsteamet kan benytte det i dialogen med myndighederne, og så gør det det blandt nemmere at fjerne vind og støj og skrue op for sol og dagslys på mørke steder.
Ifølge tal fra Spacemaker betød det, at de fem modeller, som teamet arbejdede med, blev forbedret mellem 72 og 98 procent målt på tværs af de opstillede kriterier. Bedre parkeringsforhold og mere friplads i boligerne fulgte også med.
Følger efter Nrep
Casas målsætning er at opnå bæredygtighed i 95 procent af alle nystartede byggerier i 2023, og adm. direktør og medstifter Håvard Haukelund, Spacemaker, vurderer, at brug af maskinlæring bliver afgørende for at nå det mål.
– Udover at kunstig intelligens hjælper vores kunder med at skabe mere kvalitet i design hurtigere, så spiller teknologi en vigtig rolle i udviklingen af bæredygtige byer, som er vejen frem. Brugen af teknologi bliver ekstra værdifuld, når Casa skal hente investorer og sælge nye boligprojekter, siger Håvard Haukelund i en meddelelse.
Som Estate Media skrev i december, har den nordiske ejendomsudvikler og -investor Nrep for første gang brugt kunstig intelligens i dansk ejendomsudvikling. Det er sket ved brug af software fra netop Spacemaker. Med nyt partnerskab vil Nrep øge sin brug af kunstig intelligens i danske udviklingsprojekter.
Læs mere i Nrep: Første gang kunstig intelligens bruges i dansk ejendomsudvikling