Estate Media lancerer uddannelse i ny teknologi

En masterclass er en række lektioner som en berømt mester afholder for en klasse af studerende. Og det er præcis det, der er målet med Estate X, som er en ny uddannelse udviklet af Estate Media i samarbejde med CopenX.

CopenX er etableret i 2016 og har specialiseret sig i VR, Virtual Reality, og hvordan forskellige virksomheder kan bruge nye teknologier. Det seneste år er CopenX blevet udbygget med netværksgrupper med teknologi som fælles reference. Estate Media er etableret i 2008 og kender ejendomsbranchen indgående via medieplatforme og et veludbygget udbud af konferencer, seminarer og større events med byggeri og ejendom som omdrejningspunkt. Nu går de to parter sammen om at skabe en masterclass uddannelse om teknologi i ejendomsbranchen – også kaldet PropTech.

– Vores nye produkt, Estate X, er et anderledes niche koncept, der specifikt er udviklet med henblik på Estate Medias kunder, nemlig aktører i ejendomsbranchen. Når man ser bort fra den aktuelle nedlukning, så oplever jeg, at interessen i ejendomsbranchen er stigende i forhold til vores konferencer, seminarer og webinarer, og derfor er det et naturligt skridt for Estate Media, at vi nu for første gang tilbyder undervisning i et konkret emne over flere dage, hvor temaet for premieren er PropTech, siger adm. direktør Lars Bernt, Estate Media.

Praksisnær uddannelse med spændende undervisere

Estate X bliver en praksisnær uddannelse opbygget af moduler, som henvender sig til lederen, der gerne vil klædes bedre på til at træffe strategiske beslutninger om implementering af ny teknologi.

– CopenX har stor erfaring med uddannelse og adgang til en lang række spændende undervisere som for eksempel David Guldager, der blandt andet er kendt som TV2s teknologi-ekspert. David er vært på hele forløbet, der efter planen starter til april, siger Lars Bernt.

Afslutning med netværk på Bornholm

CopenX har specialiseret sig i krydsfeltet mellem strategi og teknologi.

– Den digitale omstilling er den mest gennemgribende forandring, der er sket i nyere tid.  De teknologiske muligheder er mange, og vi har en tendens til at bruge Buzzwords – nogle gange måske uden helt at forstå, hvad de egentlig betyder i praksis. Derfor tror vi på, at ledere og beslutningstagere får bedre forudsætninger for at træffe strategiske beslutninger omkring anvendelsen af teknologi, hvis de opnår en mere praksisnær forståelse, siger stifter af CopenX Therkel Sand Therkelsen.

Det er netop den tilgang, som Estate X kommer til at lægge vægt på. Fælles for Estate X grupperne er, at forløbet indeholder 5 selvstændige moduler på 5 forskellige dage inklusiv et afsluttende døgnmøde på Bornholm, så man ikke blot får ny læring og viden, men også får mulighed for at knytte nye relationer og netværk på kryds og tværs blandt deltagerne.

– Uddannelsesforløbet giver mulighed for, at folk fra ejendomsbranchen kan mødes og erfaringsudveksle i forhold til, hvordan teknologi kan styrke deres forretningsområde yderligere foruden at indeholde en række inspirationsoplæg. Estate X uddannelsen skal således give en større forståelse af, hvordan man anvender teknologi ud fra et strategisk synspunkt , siger Therkel Sand Therkelsen.

Læs mere på www.estate-x.dk





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder