fredag 11. december 2020 10:33
1927 Estate bag 7.100 kvm stort boligprojekt ved Aarhus
Det er blot to uger siden, at 1927 Estate valgte Adsbøll som entreprenør til et 32.000 kvm stort boligprojekt i Vallensbæk Strand. Nu indgår de to virksomheder endnu et samarbejde.
Denne gang drejer det sig om 7.108 kvm fordelt på 144 lejligheder på den gamle Gasa-grund i Tilst ved Aarhus, som i dag går under navnet Blomsterhaven. Her har Aarhus-baserede 1927 Estate, der udvikler og gennemfører ejendomsprojekter i samarbejde med private, institutionelle og industrielle investorer fra indland og udland, som bygherre allerede opført og udlejet over 300 boliger.
– Vi ser frem til i tæt samarbejde med Adsbøll at opføre endnu en gennemtænkt ejendom i Blomsterhaven, hvor vi kan trække på vores erfaringer fra tidligere projekter i området, som vi har et rigtigt godt kendskab til, siger ejendomsudvikler Saracamilla Schriver, 1927 Estate.
Projektet går allerede i gang i januar 2021, inden de første beboere forventes at flytte ind 11 måneder senere – i december 2021.
Akademiingeniør Svend Poulsen, Kaark og Arkplan er rådgivere på projektet.
Læs mere om 1927 Estate og selskabets ejerforhold i:
Aarhus-udvikler bag 8.700 kvm stort boligprojekt ved København