mandag 30. november 2020 20:49
DSV Panalpina udvider med 95.000 kvm lager- og logistikfaciliteter
Behovet for lagerplads i det storkøbenhavnske område er stadig stigende, ikke mindst når det gælder mere avancerede løsninger. Derfor udvider DSV Panalpina nu sin i forvejen største lokation på Sjælland, så den for alvor bliver et logistikknudepunkt mellem Skandinavien og det øvrige Europa.
Konkret udvider DSV Panalpina med 95.000 kvm lager- og logistikfaciliteter på Hedelandsvej ved Husene øst for Roskilde, hvor DSV Panalpinas hovedsæde ligger.
Nybyggeriet er under opførelse og klar til indflytning i begyndelsen af 2022, ifølge planen.
– Byggeriets første del på 47.000 kvm blev hurtigt fyldt, og vi har derfor iværksat fase 2 for at sikre, at vi vil kunne imødekomme den stigende efterspørgsel på specialiserede lagerfaciliteter, siger adm. direktør Marcel Blomjous, DSV Solutions.
– Der er specielt stor efterspørgsel på logistikfaciliteter til e-handel og health care/pharma, og dele af de nye bygninger bliver derfor indrettet specifikt til disse formål, oplyser direktøren videre.
Omkring en tredjedel af nybygningen – cirka 35.000 kvm – indrettes til health care/pharma og vil ud over kølelager inkludere frostlager ned til minus 40 grader celcius.
Læs mange flere nyheder om lager- og logistikejendomme her
Læs også Sydkoreansk investor overtager DSV’s hovedsæde i milliardopkøb