torsdag 19. november 2020 06:37
Erhvervsportal åbner for off-market-handler
I dag lancerer Ejendomstorvet en off-market-funktion, der gør det muligt at modtage diskret udbudte investeringsejendomme. Funktionen hedder off-market, fordi ejendom og sælger kan forblive anonym og er målrettet sager, der typisk formidles som skuffesager, gennem køberkartoteker eller personligt netværk. Ejendomstorvets off-market-ejendomme kan ikke findes på Ejendomstorvet.dk. I stedet sendes sagerne via mail til interesserede investorer.
– Vi ser off-market-sager som en mulighed for at skabe mere værdi for vores brugere. Det giver vores brugere adgang til flere relevante investeringssager, der normalt ikke ville blive udbudt på Ejendomstorvet. Mæglere kan via off-market-funktionen diskret udbyde sager til flere interesserede investorer – og dermed nå bredere ud end gennem deres egne køberkartoteker, siger adm. direktør Jakob Wegener, Ejendomstorvet, i en meddelelse.
Ejendomstorvet har 154 aktive erhvervsmæglere, som kan oprette off-market-sager på erhvervsportalen, og over 3.200 søgeagenter interesseret i investeringsejendomme.
Jakob Wegener oplyser, at investorer siden maj har oprettet næsten 50 procent flere søgeagenter på Ejendomstorvet.dk, hvilket han ser som et udtryk for en skærpet konkurrence efter at finde de rigtige investeringsejendomme.