![](https://estatemedia.dk/dk/wp-content/uploads/2020/04/rene-birch-2021.png)
torsdag 05. november 2020 15:04
Birch Ejendomme tæt på grønt lys til nyt konverteringsprojekt
Udviklingsselskabet Birch Ejendomme fra Silkeborg har netop fået politisk medvind til at kunne omdanne et nedslidt 13.200 kvm stort erhvervsområde i Kolding til et nyt boligområde med omkring 125 boliger.
Det er området mellem Fynsvej, Dyrehavegårdsvej og Koldinghave tæt på midtbyen, som Birch Ejendomme, der står bag flere boligbyggerier i Kolding, vil konvertere.
Onsdag gav Plan-, Bolig- og Miljøudvalget i Kolding Kommune grønt lys til, at By- og Udviklingsforvaltningen kan gå i gang med at udvikle en ny lokalplan for området og et kommuneplantillæg, der er nødvendigt, fordi området i dag er udlagt til erhverv.
– Området trænger helt indiskutabelt til et løft og derfor ser vi positivt på Birch Ejendommes forslag om at bygge boliger i området og dermed etablere flere attraktive boliger med kort afstand til bymidten og tæt på grønne områder. Flere boliger i og omkring midtbyen er et af vores store politiske fokuspunkter, som potentielt kan være med til at tiltrække flere brugere i midtbyen, som også er en af vores mærkesager, siger formand for Plan-, Bolig- og Miljøudvalget Birgitte Kragh (V).
(Artiklen fortsætter under billedet)
![](https://estatemedia.dk/dk/wp-content/uploads/2020/11/k.png)
Projektet
Forslaget fra Birch Ejendomme lægger op til seks nye bygninger med i alt 125 boliger, et fælleshus og nye parkeringspladser. Bygningerne bliver mellem tre og fem etager.
– Det er helt afgørende, at det nye byggeri passer ind med områdets øvrige bygninger og dermed skaber et harmonisk udtryk i området. I udvalget har vi derfor bedt forvaltningen om at gå i dialog med Birch Ejendomme, så vi får indfriet dette bedst muligt, understreger Birgitte Kragh.
Læs også Birch Ejendomme ’yderst tilfreds’ med indtjeningen i forkortet regnskabsår
Læs også Ny ejerkreds skal kickstarte Birch Ejendommes ekspansion uden for Jylland