onsdag 14. oktober 2020 09:30
Facebook udvider markant datacenter i Odense
Facebooks datacenter i Odense bliver nu udvidet. Det sker, når datacentrets to nuværende bygninger i 2023 bliver suppleret med bygning nummer tre. Byggeriet, der fra start har været planlagt til at ligge inden for det eksisterende areal, er netop gået i gang i Tietgenbyen.
Ifølge Fyens Stiftstidende vil den nye bygning dække et areal på knap 30.000 kvm, hvilket er en udvidelse på godt 50 procent i forhold til det eksisterende byggeri på 56.000 kvm.
– Vi har allerede investeret en masse i lokalområdet, siden vi i 2017 påbegyndte byggeriet af datacenteret, og den nye bygning vil sikre arbejde til blandt andet lokale håndværkere frem til 2023. Byggeriet af den tredje bygning vil beskæftige op mod 900 personer i de travleste perioder, siger datacenterchef Carsten Sørensen.
Odense-borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), hilser Facebooks udvidelse velkommen.
– Jeg er utroligt glad for og stolt over, at Facebook vælger at udvide i Odense. Det er endnu en milepæl for byen, ligesom da Facebook i 2017 annoncerede datacentret. Udvidelsen viser, at Odense rykker som tech-by og er et trygt sted at drive det store datacenter, siger borgmesteren.
Facebooks datacenter i Odense blev officielt indviet i september 2019.