torsdag 08. oktober 2020 10:00
Forlader Roof Management – afslører fremtidsplan
Mette Krog stopper som Senior Asset Manager i Roof Management for at blive selvstændig.
– Jeg starter som selvstændig advokat den 1. november, og jeg glæder mig helt vildt. Tanken er i første omgang at opbygge advokatforretningen på private kunder, men jeg håber meget, at jeg også fremover vil få mulighed for at bringe mine kompetencer inden for ejendomsudvikling og asset management i spil, skriver Mette Krog, der er cand.jur. fra Københavns Universitet (2004), på sin Linkedin-profil.
Mette Krog, 46 år, kom i oktober 2019 til Gefion Group og Roof Management fra en stilling som Key Account Manager i Deas.
Fra 2015 til 2017 var hun ansat i Neptune Property Management, hvor hun var direktør for en cirka 4 milliarder kr. stor ejendomsportefølje ejet af Pears Global. Fra 2006 til 2015 var Mette Krog advokat i Sven Westergaards Ejendomsadministration, hvor hun var chef for låne- og bygherrerådgivning.
Roof Management, som i efteråret 2017 blev stiftet under navnet Gefion Investorsalg, blev udskilt fra Gefion Group i juli 2020, hvorved adm. direktør Camilla Dalum overtog 50 procent af ejerskabet, mens Thomas W. Færch, der som bekendt er adm. direktør, medejer og medstifter af Gefion Group, ejer den anden halvdel på 50 procent. Roof Management skiftede i fjor navn fra Gefion Investorsalg som en del af strategien om at udvikle selskabet som en selvstændig forretning.
Læs mere i Nyudskilt Gefion-selskab vil øge forvaltningsvolumenen med en halv milliard kr. om året