fredag 02. oktober 2020 08:55
Wihlborgs i nyt dansk opkøb
Det skånskbaserede ejendomsselskab Wihlborgs har for 58 millioner kr. den 1. oktober overtaget Baldersbuen 5 i Hedehusene mellem Høje-Taastrup og Roskilde. Den cirka 6.300 kvm store ejendom med kontor og lager ligger på en 55.000 kvm stor grund.
Bag salget står Pitzner.
I dag er ejendommen fuldt udlejet til GSV Materieludlejning, der netop har underskrevet en ny 10-årig lejeaftale med Wihlborgs, der gælder fra den 1. januar 2021. Wihlborgs vil efter overtagelsen renovere og nyopføre nogle bygninger og forventer i 4. kvartal 2021, at lejeværdien vil udgøre 5 millioner kr. ved et afkast på 8 procent.
– Wihlborgs ejer allerede flere ejendomme i Høje-Taastrup, så opkøbet er et fint supplement til vores portefølje. Vi fokuserer på ejendomme med gode transportforbindelser, nøjagtigt som Baldersbuen 5, hvor lejeren også er interessant i et langsigtet perspektiv, siger adm. direktør Ulrika Hallengren, Wihlborgs.
30. juni havde Wihlborgs-koncernen ejendomme for 46,4 milliarder svenske kr. – godt 32,9 milliarder danske kr. – mod 45,5 milliarder svenske kr. 30 juni 2019.
Læs mere om seneste halvårsregnskab i Wihlborgs’ overskud dykker med trecifret millionbeløb