De fleste boligejere har sikkert prøvet det. I postkassen ligger en fin lille seddel fra den lokale ejendomsmægler med en lokal villa eller lejlighed, der har været til salg og et fikst lille grafisk greb, hvor der står “solgt – lignende søges” henover.

Sedlen dækker dybest set over, at hylderne er ved at være tomme hos ejendomsmægleren, og som enhver købmand ville gøre, så forsøger man at fylde nye varer på hylderne.

Det kom også frem i denne uge, at Colliers har kontaktet andelsboligforeninger for at høre, om de vil sælge. Samtidig var PFA godt trætte af, at blive skudt i skoene, at de selv skulle være opsøgende i forhold til at finde boliger, som de gerne vil købe.

Der er flere lag i, hvorvidt det opsøgende arbejde er moralsk forsvarligt. Som det blev sagt på konferencen Finansiering af ejendomme i denne uge af RED Cushman Wakefields Nicholas Thurø i en grov generalisering, så leder 90 procent af markedet i øjeblikket efter 10 procent af ejendommene. I et marked, hvor forretningen i form af transaktionsvolumen samtidig er faldende, så er det naturligt, at man prøver at få flere varer på hylderne. Det er det Colliers har gjort, og det er der ikke noget galt i. Det står jo en forening frit for at sige nej tak. Og Colliers er bestemt ikke alene, men i selskab og fuldt på højde med andre i branchen.

Men det er en helt anden sag, når man kommer til en pensionskasse. For selvom man som institutionel investor godt kan være ivrig for at tilføje nye boliger til sin portefølje, når man har en strategi om at udvide den, så kan det være alt for aggressivt. Måske havde det været i orden for to år siden, inden Blackstone-sagen, men det sidste en institutionel investor ønsker i dag er at få et lovindgreb opkaldt efter sig.

Derfor gik PFA også ud i denne uge og gjorde det helt klart, at de ikke udfører den slags opsøgende arbejde. Og selvom det måske umiddelbart er svært at se, hvorfor det skulle være angribeligt, så er det klogt af PFA at være proaktiv. Det moralske kodeks for ejendomsbranchen har været under massivt angreb, og det image bliver først ændret, når der bliver taget aktiv stilling til, hvad der er i orden. Og der kan det nemt komme til at se forkert ud, hvis den “store” investor kommer og prikker til den “lille” beboer i andelsboligen med en opfordring til at sælge. Selvom det faktisk ikke er det samme, så kunne nogle drage paralleller til de følelsestunge indslag i forbindelse med Blackstoneindgrebet med beboere, der følte sig presset ud af deres lejeboliger.

Nu ved jeg godt, at PFA ikke helt af sig selv melder så klart ud, men også blev skubbet lidt til det, fordi de netop var blevet beskrevet i nogle medier som værende den udfarende part og godt ville have på plads, at det var de ikke og da slet ikke havde en strategi om at være det. Ikke desto mindre er det et eksempel til efterfølgelse for der er forskel på, hvad man kan tillade sig som mægler og som selskab med en stor milliardportefølje, hvis afkast skal servicere helt almindelige pensionsopsparere. Der er simpelthen brug for et større – “moralsk” om man vil – fokus.

Der er ikke nogen tvivl om, at balladen om Blackstone og det efterfølgende lovindgreb har skabt behov for at balancere på en knivsæg. Det så vi PFA gøre i denne uge. Og vil du vide mere om selve sagen, så følg links nedenfor til ugens artikler.