torsdag 07. maj 2020 12:27
Omfattende projekt gør klar åbning af restauranter og butikker
AP Pensions datterselskab, AP Ejendomme, har efter planen overdraget nøglerne til lejere af butikker og restauranter på Lilli Gyldenkildes Torv i centrum af Horsens. Syv restauranter og butikker vil i løbet af juni åbne på torvet. Og i løbet af 2021 udvider AP yderligere den nye bydel med boliger og plejehjem.
Åbningen af butikker og restauranter sker efter to års arbejde i området med Casa som entreprenør.
– Som investor og udlejer af Lilli Gyldenkildes Torv er vi i AP Pension meget glade for at kunne give stafetten videre til butikker og restauranter, så de kan åbne på Lilli Gyldenkildes Torv. Selvom det er lejere, hvis brancher er hårdt ramt af coronakrisen, så er der ingen af vores lejere, der ryster på hånden. De er alle sammen klar til at åbne – selvfølgelig med respekt for myndighedernes gældende retningslinjer, siger adm. direktør Peter Olsson, AP Ejendomme.
AP Ejendomme, Lejerbo og Casa er hovedaktørerne i opførelsen af Lilli Gyldenkildes Torv. Den nye bydel er en del af en større omlægning af Horsens centrum, som også betyder flytning af flere uddannelsesinstitutioner og rådhuset. Projektet omfatter 8.000 kvm butikker og cirka 1.400 kvm spisesteder samt 248 almene familieboliger og 101 ungdomsboliger. Samtidig opføres et p-hus.