Adm. direktør Jannick Nytoft, Ejendomdanmark. Foto: Ejendomdanmark
Adm. direktør Jannick Nytoft, Ejendomdanmark. Foto: Ejendomdanmark

Opfordrer til at droppe opkrævning af milliardbeløb

Frisører, tøjbutikker, iværksættere og andre dele af erhvervslivet mangler i disse uger likviditet på grund af coronaviruskrisen. Der er lanceret store hjælpepakker fra statens side, men mange kommuner har stadig mulighed for at droppe dækningsafgiften, som betales af erhvervsdrivende.

Store kommuner som Frederiksberg og København har udmeldt eller planlagt at udskyde betalingen, hvilket er positivt, mener brancheforeningen Ejendomdanmark. I alt er der 1,1 milliard kr. at gøre godt med for de blødende forretninger, viser en analyse fra Ejendomdanmark. Men det er først, hvis de store kommuner går skridtet videre og lader erhvervslivet helt slippe for dækningsafgift i 2. halvår af 2020, at pengene reelt kan bruges.

– Det er oplagt at fjerne dækningsafgiften helt for 2. halvår, hvis man lokalt vil hjælpe butikslivet og virksomhederne med at holde forretningen kørende. Fordi det er de lokale forretninger, som betaler de 1,1 milliard kr., er det direkte likviditet til lokale virksomheder, siger adm. direktør Jannick Nytoft, Ejendomdanmark.

– Hvis kommunerne blot udskyder betalingen til næste år, skubber erhvervslivet en regning foran sig, som skal falde på et tidspunkt – og måske endda samtidig med næste opkrævning. Penge de næppe har tjent. Der er stadig tale om et engangsbeløb, så kommunernes økonomi vil ikke blive skadet på længere sigt. For os at se er det en helt åbenlys vej for kommunerne til at styrke virksomhederne, siger Jannick Nytoft.

’Skjult skat’
Det er den enkelte kommune, der selv afgør, om den vil opkræve afgiften, der ofte betegnes som en ’skjult skat’. Og det er typisk de store bykommuner, der har valgt at gøre det.

Københavns Kommune er den kommune, der opkræver suverænt mest i dækningsafgift – 43 procent af det samlede nationale provenu – ligesom kommunen sammen med de andre i Region Hovedstaden samlet opkræver omkring 80 procent af det samlede beløb.

– Det er et storbyfænomen, og mange kommuner ude i landet har løbende sænket eller helt fjernet afgiften, så de er mere attraktive som beliggenhed for erhvervslivet. De kommuner, der stadig opkræver dækningsafgift, kan nu bruge den til at stimulere økonomien i deres lokalområde, siger Jannick Nytoft.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder