fredag 10. januar 2020 12:50
Arkitektfirma henter forhenværende Schmidt Hammer Lassen-direktør
Skala Arkitekter med 54 medarbejdere fordelt på tre tegnestuer i henholdsvis Horsens, København og Oslo, har hentet Bente Damgaard som ny bestyrelsesformand. Dermed ’markeres endnu et skridt i den vækst- og professionaliseringsrejse, arkitektvirksomheden er på’.
I september 2019 meddelte Schmidt Hammer Lassen Architects, at Bente Damgaard som daværende adm. direktør og partner stoppede efter 14 år i arkitektvirksomheden. Det skete tidsmæssigt i forlængelse af, at Schmidt Hammer Lassen i 2018 blev opkøbt af det amerikanske arkitektfirma Perkins+Will.
Læs mere i Adm. direktør i Schmidt Hammer Lassen Architects stopper
Er inde i en god udvikling
Bente Damgaard er statsautoriseret revisor og har bestredet flere bestyrelsesposter, blandt andet i Danske Arkitektvirksomheder.
– Skala Arkitekter er inde i en rigtig positiv udvikling med en god intern struktur, som danner et solidt afsæt for fremtidig vækst. Der er ingen tvivl om, at der i Skala Arkitekter er høje ambitioner, både når det kommer til arkitektonisk kvalitet og til vækst, også internationalt, siger Bente Damgaard.
Kurt Ankjær, adm. direktør i Skala Arkitekter, ser frem til at tilføre endnu et professionelt lag til virksomheden, mens den vokser:
– At vi nu har Bente Damgaard med ombord sker i naturlig forlængelse af, at vi er vokset en del over de seneste fem år, vi har fået flere og større kunder og flere medarbejdere. Jeg er meget glad for at få Bente med, hun vil utvivlsomt styrke forretningen og skabe endnu bedre forudsætninger for vores vækst.
Bente Damgaard tiltrådte i bestyrelsen den 1. januar. Ledelsen består desuden af adm. direktør Kurt Ankjær samt partnergruppen, som består af Mette Louise Jepsen, Julie Ankjær, Mads Malmkjær og Rene Nedersee Andersen.
Seneste årsregnskaber
Af de seneste offentliggjorte årsregnskaber fremgår det, at Skala Arkitekter kom ud af 2018 med et overskud før skat på 4,8 millioner kr., hvilket er en fremgang i forhold til året før, hvor overskuddet var 4,1 millioner kr.
Det skete med en bruttofortjeneste på 22,3 millioner kr. mod 16,2 millioner kr. i 2017.
Skala Arkitekter A/S havde per 31. december 2018 en egenkapital på 11,4 millioner kr. mod 16,2 millioner på samme tidspunkt året før.
CV – Bente Damgaard
Bente Damgaard er uddannet statsaut. revisor og er cand.merc.aud med mange års erfaring fra arkitektbranchen:
- I 2005-2019 var BenteDamgaard del af ledelsen i Schmidt Hammer og Lassen som hhv. CFO, CEO og partner
- I 2012-14 og 2018 har Bente Damgaard være bestyrelsesmedlem i Danske Ark, herunder som næstformand i en periode og del af forretningsudvalget
I dag udfører Bente Damgaard konsulent- og bestyrelsesarbejde og sidder i advisory boards for små, kreative virksomheder.
Fakta: Skala Arkitekter
- Skala Arkitekter blev etableret i 1986 i Horsens af Kurt Ankjær. Virksomheden består i dag af 54 medarbejdere fordelt på tre tegnestuer i henholdsvis Horsens, København og Oslo. Ledelsen tegnes foruden Bente Damgaard som bestyrelsesformand af direktør Kurt Ankjær samt partnergruppen: Mette Louise Jepsen, Julie Ankjær, Mads Malmkjær og Rene Nedersee Andersen
- Skala Arkitekter udfører arkitektrådgivning med fokus på boliger, skoler, institutioner, pleje- og omsorg, logistik- og erhverv samt masterplaner og bygherrerådgivning