– Flere tomme erhvervslokaler kan bremse nybyggeriet

Dansk Byggeri er bekymret, fordi dugfriske tal fra erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk også bekræfter, at udbuddet af alle typer erhvervslokaler – kontorer, butikker samt lager-, logistik- og produktionslokaler – i øjeblikket stiger. Det er første gang siden 2010/11, da finanskrisen toppede.

Læs mere i For første gang i otte år stiger udbuddet af alle tre typer erhvervslokaler

– Byggeriet af nye erhvervsejendomme går en usikker fremtid i møde, lyder det fra Dansk Byggeri.

En analyse fra Dansk Byggeri viser, at en større andel af landets kontorer og butiksejendomme står tomme. Det betyder en afmatning i erhvervsbyggeriet de næste år.

I år har godt 6 procent af butikkerne stået tomme, og vi skal tilbage til 2015 for at finde et lignende niveau. Det kniber også med at fylde kontorejendommene. I dag står 7,6 procent af kontorlokalerne tomme, det er samme niveau som for to år siden. Og i 4. kvartal er udbuddet af både kontor-, detail- og lager- og produktionslokaler steget på en gang. Det er første gang i otte år.

– En høj andel af tomme erhvervslokaler kan være udtryk for, at der er et overudbud, som isoleret set vil hæmme nybyggeriet. En del af forklaringen kan være, at lokalerne ikke er tidssvarende, eller at de ligger steder, hvor der ikke er efterspørgsel på dem, siger økonomisk konsulent Sebastian Kaldahl, Dansk Byggeri.

Investeringer i nye erhvervsbygninger kan være nødvendige, hvis efterspørgslen og produktionen i en virksomhed stiger. Men udsigterne for dansk økonomi er ikke så lyse, som de har været, og det kan være meget dyrt at bygge nyt.

– Når dansk økonomi og eksporten går en mere usikker fremtid i møde, vurderer vi, at virksomhederne vil være tilbageholdende med at bygge og i stedet søge hen mod de eksisterende erhvervslokaler, siger Sebastian Kaldahl.

Et mudret billede
Der tegner sig et noget mudret billede for erhvervsbyggeriet, når man ser på de forskellige typer af erhvervslokaler. I detailhandlen eksempelvis er andelen af tomme lokaler høj, og sådan har det været de seneste otte år.

– De mange tomme butikker skyldes, at detailomsætningen har haft det svært under det nuværende økonomiske opsving, hvor forbrugsfesten ikke har været så stor som under de seneste opsving. Samtidig er en del af handelen rykket over på internettet, og det får virksomhederne til at efterspørge færre butikslokaler men til gengæld flere lagerlokaler, siger Sebastian Kaldahl.

Udviklingen vil derfor skabe et pres på at få bygget flere nye lagerlokaler, ikke mindst fordi andelen af tomme lagerlokaler i forvejen er meget lav, selv om stigning i udbuddet har været mindre i det seneste kvartal.

Hotelbyggeriet boomer
En branche i vækst er derimod hotelbranchen, hvor kapacitetsudnyttelsen er høj, og byggeaktiviteten har været godt i gang siden 2017.

– Vi ser et boom i byggeriet af hotelværelser i de her år, hvor flere nye hoteller blomster op. Hotellerne har haft svært ved at imødekomme den stigende efterspørgsel. Derfor er det positivt, at der bliver sat ind på den front, siger økonomisk konsulent Sebastian Kaldahl.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder