fredag 08. november 2019 13:12
Arkitema og Cowi vinder første offentlige konkurrence efter sammenlægning
Nykøbing F. Sygehus skal over de kommende år udvides i seks etaper, og det bliver et team bestående af Arkitema Architects og Cowi, der skal stå for projektet. Således har Arkitema netop vundet konkurrencen om den såkaldte Fase 2 i udvidelsen af sygehuset.
Region Sjælland har som en del af regionens Sygehusplan besluttet, at Nykøbing F. Sygehus over de kommende cirka 10 år skal tilføres 659 millioner kr. til en fortsat udbygning og ombygning af sygehuset.
Den fremtidige udvikling for Nykøbing F. Sygehus er en modernisering af sygehusets behandlingskapacitet og bygningsmasse. Der tilføres nye senge- og behandlingsbygninger, og store dele af de eksisterende hovedbygninger renoveres. Generalplanen fra juni 2018 indebærer en spredning af sygehusfunktionerne i en klar centraliseret adskillelse af senge mod øst, ambulante funktioner mod vest og en akut akse i midten – koblet på Helikopterlandingspladsen.
– Nykøbing F. Sygehus er ét af Region Sjællands fire akutsygehuse og er en væsentlig aktør i lokalsamfundet. Vi glæder os til sammen med sygehuset og regionen at løfte Nykøbing F. Sygehus til et nutidigt sygehus med endnu flere funktioner – til glæde for patienter, personale og pårørende, siger partner i Arkitema Architects, Birgitte Gade Ernst.
Første vundne konkurrence efter sammenlægning
Teamet, der nu skal i gang med at designe udvidelsen af Nykøbing F. Sygehus, består af Arkitema som totalrådgiver og Cowi som underrådgiver. Cowi overtog omkring årsskiftet 2018/19 Arkitema Architects, og siden har samarbejdet kastet opgaver for 125 millioner kr. af sig, men opgaven om totalrådgivningen på Nykøbing F. Sygehus er den første offentlige konkurrence, som er vundet i det nye partnerskab.
Cowis begrundelse for at opkøbe Arkitema var, at der i stadig større grad efterspørges samlede løsninger hos kunderne. 360 graders rådgivning er ifølge den store ingeniørvirksomhed vejen frem, og det var et af de vigtige aspekter, der blev trukket frem i tilbuddet på Nykøbing F. Sygehus.
Læs mere i Cowis opkøb af Arkitema lyngodkendt
Læs også Cowi køber Arkitema