fredag 04. oktober 2019 09:42
DTU vil årligt investere op mod 800 millioner kr. for at få et bæredygtigt campus
Mere end 400.000 kvm bygninger og årlige investeringer på 500-800 millioner kr. i nybyggeri og renovering. Det er virkeligheden for DTU, Danmarks Tekniske Universitet, som vil et være et bæredygtigt campus.
Derfor sætter DTU nu ’alle sejl’ til for, at hele universitetets bygningsportefølje skal være bæredygtig. For DTU vil ikke kun være frontløber for en bæredygtig transformation af samfundet, når det gælder kerneydelsen uddannelse og forskning, men også når det gælder universitetets byggede miljø, lyder det.
Derfor skal alle byggeprojekter fremover gennemføres med bæredygtighed som ledende princip, og alt nybyggeri skal certificeres efter bæredygtighedsstandarden DGNB. Universitetet forventer at udbyde 10 byggeriprojekter om året med krav om DGNB-certificering. Desuden er der iværksat en plan for at få hele Lyngby Campus præcertificeret som DGNB-byområde.
Rambøll hyret som bygherrerådgiver
Foruden DTU’s beslutning om at følge DGNB-standarden har organisationen i DTU Campus Service, som varetager den samlede bygningsportefølje, gennemgået en betydelig forandringsproces.
– I udgangspunktet var det egentlig tanken, at bæredygtighed skulle indgå i vores traditionelle strategiproces. Det viste sig imidlertid, at vi manglede en fælles forståelsesramme for at kunne udpege de konkrete indsatser, der skal give synlige, målbare resultater, siger bygherrechef Claus Møller Rasmussen, DTU CAS, og fortsætter:
– Så for at kunne drøfte en bæredygtighedsstrategi meningsfuldt, var det nødvendigt med intern viden- og kompetenceopbygning af vores knap 60 projektledere og ledere i både drifts- og bygherreorganisationen. Vi havde brug for et fælles sprog for bæredygtigt byggeri. En fælles forståelse for, hvor vi skulle hen, og hvilke løsningsmuligheder vi kunne disponere imellem for at bevæge os i den rigtige retning.
Rådgivningsvirksomheden Rambøll blev hyret som bygherrerådgiver på omstillingen.