tirsdag 24. september 2019 12:08
Danica og KPC indgår kontrakt på over 2 milliarder kr. på anden etape af projekt på Postgrunden
Udviklings- og entreprenørselskabet KPC og Danica Pension har underskrevet en aftale om næste etape af byggeriet på Postgrunden ved Bernstorffsgade i København, der fuldender det kommende bykvarter.
KPC skal opføre i alt 92.000 kvm fordelt på 35.000 kvm kontorhus, 18.000 kvm boligtårne, 14.000 kvm hotellejlighedstårne samt 25.000 kvm kælder og teknik. Bygningerne skal certificeres efter DGNB-standarden, så hele postgrundsprojektet bliver bæredygtighedscertificeret.
– Aftalen med KPC betyder, at vi nu kan realisere den samlede vision for Postgrunden – et spændende bykvarter med arbejdspladser, boliger, spisesteder og aktivt byliv. Vi er glade for, at vi nu har valgt en kompetent samarbejdspartner til at løfte denne store opgave, siger ejendomsudviklingsdirektør Robert V. S. Nellemann, Danica Pension.
Aftalen mellem KPC og Danica er en totalentreprise og har en samlet værdi på mere end 2 milliarder kr.
I gang siden 2018
– Vi er stolte over at blive en del af dette fantastiske byudviklingsprojekt. Kvarteret vil med sin centrale beliggenhed være tilgængeligt for rigtig mange mennesker, der kan få glæde af at bo eller arbejde her eller blot komme og nyde de udendørs arealer og pladser. Vi glæder os meget til at komme i gang med byggeriet, siger adm. direktør Bo Knudsen, KPC.
Arbejdet på Postgrunden gik i gang i 2018 med nedrivning, miljøsanering og udgravning af området, og lige nu er byggeriet af Danske Banks kommende hovedsæde i fuld gang. Det kommende år skal næste etape af byggeriet på Postgrunden færdigprojekteres.
Tidsplan og omfang
KPC og Danica forventer, at KPC kan gå i gang med funderingsarbejdet ultimo 2020, og at hele kvarteret står færdigt i 2024.
Lundgaard & Tranberg Arkitekter har tegnet hele Danicas projekt på Postgrunden. Postgrundens areal består af 128.000 kvm bebyggelse og 75.000 kvm kælder. Cirka 20 procent af områdets nye bygninger vil indeholde boliger og hotellejligheder. 80 procent bliver kontormiljøer, handel, cafemiljøer, restauranter og andre serviceerhverv.
De første boliger og erhvervslejemål forventes at stå klar til indflytning i 2023/2024.
Fakta: Aftalen mellem KPC og Danica Pension på Postgrunden
- Total bebyggelse: 92.000 kvm
- Boligtårne: 18.000 kvm
- Hotellejlighedstårne: 14.000 kvm
- Kontorhus: 35.000 kvm
- Kælder under terræn: 25.000 kvm
- Landskab: 6.500 kvm
Læs også Naboer til nyt Danske Bank-hovedsæde vil stoppe byggeriet
Læs også Aarsleff bygger Danske Banks nye hovedsæde på 73.000 kvm
Læs også Danske Bank får hovedsæde på Postgrunden fra 2023
Læs også Lokalplan for 125.000 kvm byggeri på Postgrunden vedtaget i Borgerrepræsentationen