SLA’s vinderprojekt ’Jardin Mécano’ (Den Mekaniske Have) transformerer det tidligere jernbane- og industriområde Ordener-Poissonniers i det 18. arrondissement til et nyt mixed-use bykvarter. Illustration: SLA/Biecher Architectes/Emergie/Ogic

SLA vinder nyt stort projekt i Paris – skal tegne 3,7 ha øko-bykvarter

SLA har vundet den internationale konkurrence om at designe et nyt CO2-neutralt ’økosystem-bykvarter’ i hjertet af Paris.

Det naturbaserede bykvarter vil, når det står færdig i 2024, indeholde boliger til 1.000 nye beboere, store offentlige parker og byrum, kontorer, teater, folkeskole, designuniversitet, madhaller og urban farming.

Det oplyser det danske byudviklings- og rådgivningsfirma SLA, der arbejder med landskabsarkitektur, byrum og byplanlægning,

SLA’s vinderprojekt ’Jardin Mécano’ (Den Mekaniske Have) transformerer det tidligere jernbane- og industriområde Ordener-Poissonniers i det 18. arrondissement til et nyt mixed-use bykvarter. Projektet bevarer områdets unikke industriarv, samtidig med at det tilfører en lang række naturbaserede byrum, CO2-neutrale bygninger og bylivsfremmende programmering.

– Vores projekt i Ordener-Poissonniers er en grøn og generøs gave til Paris. I omdannelsen af det gamle postindustrielle jernbaneområde har vi især fokuseret på de værdier og de kvaliteter, vi ønsker at den nye byudvikling skal give tilbage til byen. Ved at kombinere områdets stærke industrielle karakter med innovative naturbaserede designløsninger skaber vi en ny standard for natur i Paris. Hvor biodiversitet, økosystemtjenester og postindustriel arv bliver udgangspunktet for udviklingen af Ordener-Poissonniers. Og hvor vi bogstaveligt talt gror et nyt bykvarter frem af den eksisterende parisiske jord, siger partner Rasmus Astrup, SLA.

Tredje parisiske projekt for SLA
Byplanen for Ordener-Poissonniers er optimeret med hensyn til sol og vind for at minimere energiforbruget i bygningerne. Alle tage består af særligt designede solpaneler, og gratis varme udtrækkes fra et lokalt datacenter og bruges i bygningerne. Endelig genbruges så mange af de postindustrielle elementer som muligt, mens stort set alt nybyg opføres i træ. Samlet set reducerer alle disse tiltag bykvarterets C02-fodaftryk med 94 procent, oplyser SLA.

Konkurrencesejren i Ordener-Poissonniers bliver det tredje parisiske projekt for SLA, hvor det innovative naturbaserede Reinventer Paris-projekt tidligere har fået stor international opmærksomhed.

Projektet Ordener-Poissonniers er vundet af SLA i samarbejde med de franske bygningsarkitekter Biecher Architectes og developerne Emerige og OGIC. Projektet forventes færdig i 2024.

Fakta:

  • Sted: Paris, Frankrig
  • Kunde: The City of Paris, SNCF Real Estate og Espaces Ferroviaires
  • Developere: Emerige og Ogic
  • Arkitekter: SLA og Biecher Architectes
  • Underrådgivere: Niney et Marca Architectes, Bourbouze & Graindorge, AAVP, Oasiis Attitudes Urbaines og Oteis
  • Færdig: 2024

Læs også Schmidt Hammer Lassen afskediger mere end hver 10. medarbejder

Læs flere nyheder om arkitektvirksomheder her





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder