Det gamle arresthus på Jernbanegade 12 i Hjørring. Foto: Google Maps

Lokal ejendomsinvestor køber historisk arresthus på 2.582 kvm

Ejendomsinvesterings- og administrationsselskabet Valhal Estate med base i Aalborg har købt det gamle arresthus på 2.582 kvm i Hjørring. Bag salget står statens ejendomsselskab, Freja Ejendomme.

Ejendommen skal fremover fungere som et kulturelt oplevelsescenter og være med til at løfte byen.

EDC Erhverv Poul Erik Bech i Aalborg har stået for salget af Hjørrings gamle arresthus.

– Der var flere interesserede købere. Men Valhal Estate var hurtigst på aftrækkeren og havde stort set ingen forbehold forud for købet. Derfor har det også været et relativt simpelt og hurtigt forløb, hvor køber og sælger har haft god kemi og snakket meget samme sprog i forhold til, hvor de gerne vil hen, siger partner og erhvervsmægler Michael Stilling.

Transaktionssummen var ’knap’ 6 millioner kr., oplyser Michael Stilling til Estate Media.

Sælger frygtede udefrakommende investorer
Stifter og indehaver af Valhal Estate, Conny Lindholt, bor i Hjørring, hvilket har været stærkt medvirkende til købet af arresthuset fra 1870.

– Jeg er gået forbi den ejendom mange gange og tænkt, at den var smuk, og at jeg gerne ville eje og arbejde med den en dag. Derfor sprang jeg også til, da muligheden bød sig. Jeg synes, at det er meget vigtigt at passe på byens kulturelle perler. Også af frygt for, at udefrakommende investorer måske kunne finde på at jævne den med jorden, siger Conny Lindholt.

Indtil udgangen af september er Kriminalforsorgen i en mindre del af bygningen. Valhal Estate har endnu ingen konkrete planer for, hvad der skal ske med den historiske bygning. Men Conny Lindholt siger:

– Bygningen ligger kun 100 meter fra Hjørring Teater, der er byens stolthed. Og vi vil gerne forsøge at konvertere den til også at blive en kulturel perle, der kan være med til at løfte Hjørring som by. Vores ambition er altså at gøre det til et kulturelt oplevelsescenter, der bevarer og videreudvikler bygningens historie.

Læs også Nordjyske Valhal Estate kaster sig ud i gourmetrestaurant-sats (+)

Læs også Freja gennemfører salg af 12.000 kvm ejendom i Odense

Læs flere nyheder om transaktioner her





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder