onsdag 21. august 2019 07:21
Kullegaard finder nye direktører og udvider ejerkredsen
Arkitektvirksomheden Kullegaard med over 60 ansatte har per 1. juli ansat Kasper Tranekær Kullegaard som ny adm. direktør. Han har siden 2015 været partner i virksomheden og har fungeret som daglig leder inden for flere forskellige områder.
Kasper Tranekær Kullegaard overtager rollen som adm. direktør fra Jacob Christiansen. Baggrunden for skiftet er, ’at virksomheden i endnu højere grad ønsker at fokusere på faglighed og værdiskabelse i det enkelte projekt’.
Samtidig indtræder mangeårige partner Ulrik Mortensen som produktionsdirektør og vil sammen med Kasper Tranekær Kullegaard udgøre direktionen i Kullegaard med hovedkontor i Holbæk og kontor i Valby. Ulrik Mortensen har været ansat i virksomheden siden 1996 og som partner siden 2004, hvor han blandt andet har fokuseret på erhvervstunge markeder.
Ny økonomichef Eva Tange Neuhausen er ansat per. 15. august for at sikre de rette faglige kompetencer for virksomhedens videre udvikling og daglige drift. Hun har senest arbejdet hos Gate 21 som økonomi- og administrationschef.
Udvider ejerkredsen
Foruden de fire eksisterende medejere indtræder Nicolas Munkø i ejerkredsen i Kullegaard fra 1. oktober. Nicolas Munkø er arkitekt og har arbejdet i Kullegaard siden 2012 som designleder, hvor han har sat sit præg på virksomhedens arkitektoniske greb. Udvidelsen af ejerskabet sker ud fra en betragtning om at styrke virksomhedens faglige fokus inden for design og arkitektur.
Ejerkredsen i Kullegaard består derfor fremadrettet af Finn Sandberg Atkinson, Kasper Tranekær Kullegaard, Nicolas Munkø, Thomas Kullegaard og Ulrik Mortensen.
Seneste årsregnskab
Af det seneste offentliggjorte årsregnskab fremgår det, at Kullegaard A/S kom ud af regnskabsåret 2017/18 med et resultat før skat på 0,7 million kr. mod et underskud på 3,7 millioner året før. Det skete med en bruttofortjeneste på 42 millioner kr. mod 34 millioner i 2016/17.
30. september 2018 havde Kullegaard aktiver for 33 millioner kr. og en egenkapital på 4,7 millioner kr.
Læs flere navnenyheder her
Læs flere nyheder om arkitektfirmaer her