mandag 15. juli 2019 09:28
Bispegården i Aarhus solgt til lokalt ejendomsselskab
Det aarhusianske ejendomsselskab Emilienborg har købt Bispegården i Aarhus.
Ejendommen ligger på Fredensgade 34-36 i Aarhus C og er en del af et større ejendomskompleks med et samlet erhvervsareal på cirka 2.173 kvm. Ejendommen er omfattet af lokalplan 1033 med en tilhørende byggeret på godt 1.770 kvm. Lokalplan området er udlagt til såkaldte cityformål – det vil sige undervisning, administration, café/restaurant, butikker, boliger og andre lignende anvendelser.
Sælger er Folkeligt Oplysnings Forbund, FOF, som købte Bispegården i 2010.
Den nye ejer glæder sig til at overtage ejendommen.
– Det er en spændende, historisk ejendom, sådan en ejendom, som vi altid gerne har villet arbejde med. Bispegården er opført i solide materialer og har mange fine detaljer, beliggenheden er attraktiv, og sidst – men ikke mindst – åbner byggeretten op for nogle meget interessante udviklingsmuligheder, siger direktør Thorkil Kristensen, Emilienborg.
Parterne ønsker ikke at oplyse transaktionssummen.
Colliers har haft ejendommen til salg siden maj og udbød den som domicilejendom med byggeret.
Derfor har FOF solgt
– Vi overtager ejendommen pr. 31. december, så planen er at bruge de næste måneder på at afsøge de mange muligheder, der er. En ejendom i denne kaliber er sjovere at arbejde med end så mange andre. Vi er som udgangspunkt ret åbne overfor den fremtidige brug, og vi glæder os til at komme i gang med projektet, siger Emilienborg-direktøren.
Ejendomsselskabet Emilienborg har tidligere primært investeret i København. Men.
– Vi har en ambition om at investere mere i Aarhus, så erhvervelsen af Bispegården falder fint i tråd med de planer, vi har for fremtiden, siger Thorkil Kristensen.
Sælger af Bispegården, Folkeligt oplysnings Forbund, har solgt ejendommen som følge af ændrede planer og funktionalitet i forhold til mobilitet og kursister. Samtidig havde FOF et ønske om at optimere sin portefølje af undervisningslokaler.
– Vi har brugt megen tid på det samlede projekt Bispegården, men i forhold til den oprindelige plan med købet af Bispegården, så er vores fremtidige lokalbehov væsentligt mere differentieret, og den udfordring kan vi ikke løse på adressen i Sønder Allé, siger formand for FOF, advokat Henning Lyngsbo, i en kommentar til salget.
Fakta: Ejendommen er bebygget med fem separate bygningskroppe
- Hovedbygningen ”Bispegården”, Fredensgade 36
- Porthuset, Fredensgade 36B
- Fredensgade 34
- Fredensgade 34B
- Garagebygning
Seneste nyheder om transaktioner
Niam køber boligprojekt i Randers for større trecifret millionbeløb (+)
Heimstaden køber 277 boliger: Vi beholder dem så langt øjet rækker (+)
Niam henter trecifret millionoverskud på ny bolighandel (+)
Niam sælger 277 sjællandske boliger til Heimstaden for over 0,5 milliard kr. (+)
Svensk investor i ny trecifret millionhandel i København (+)
Læs flere nyheder om transaktioner her