Kommune vil udbyde erhvervshus og 5.000 kvm nybyggeri

Økonomiudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune vedtog tirsdag at undersøge muligheden for etableringen af Innovest II. Med godkendelsen skal mulighederne for en tilbygning til Innovest nu undersøges.

Planen indebærer, at Innovest i Skjern udbygges med i alt 5000 kvadratmeter, hvoraf kommunen overtager halvdelen og flytter Beskæftigelse og Borgerservice fra det gamle rådhus på Finderupvej og adresserne på Tinghusvej 1 og Nygade 56 ud i de nye bygninger.

De resterende 2500 kvadratmeter af Innovest II vil den fremtidige bygherre ifølge den ‘ejerlejlighedsmodel’, der opereres ud fra, blive forpligtet til at stå for salg eller udlejning af. Overtagelse af Innovest-grunden og kommunens nuværende administrationsbygninger i Skjern vil indgå i udbuddet.

– Det er vigtigt for mig at sige, at vi er i gang med at sondere mulighederne. Det gamle rådhus på Finderupvej 7 og 9 i Skjern står over for en omfattende og tidskrævende renovering. Vurderingen har derfor været, at der kunne være bedre økonomi i at bygge til Innovest og flytte Beskæftigelse og Borgerservice ud af de nuværende bygninger. Kommunens del af finansieringen af Innovest II kan i dette scenarie ske gennem besparelser på de årlige driftsomkostninger, forklarer viceborgmester Søren Elbæk.

Viceborgmesteren vurderer desuden, at kommunens beskæftigelsesafdeling ville kunne høste gavnlige synergieffekter ved fysisk at være placeret tæt på Erhvervsrådet og Skolebyen i Innovest II.

– Herudover er det nok så vigtigt for os, at en tilbygning til Innovest vil bidrage til erhvervsudviklingen i kommunen i form af øget kontorkapacitet, og at byggeriet desuden vil gavne byudviklingen i Skjern midtby, fordi rådhusgrunden forventes udlagt til boliger, der igen vil give øget bosætning og handel – også uden for kommuneadministrationens åbningstider, forklarer Søren Elbæk.

Et Innovest II vurderes at ville kunne stå færdigbygget allerede i januar 2021 og tænkes opført i samme stil som Innovest. Kontorlejemålene i tilbygningen vil skulle dele fællesfaciliteter som foyer, kantine, auditorium og mødelokaler med Innovest. Borgerservice og Beskæftigelse vil dog få en separat indgang.

De samlede etableringsomkostninger er beregnet til at udgøre 70 mio. kr.

Med baggrund i det indarbejdede forslag om salg af grunde og bygninger, samt en forventet besparelse på den planlagte renovering af de nuværende kontorfaciliteter på Finderupvej 7 og 9, vil kommunens andel af Innovest II på 2500 kvadratmeter og etableringen af 100 nye P-pladser resultere i en nettoinvestering på ca. 22 mio. kr. som forrentes gennem en årlig driftsbesparelse i kommunen på godt 700.000 kr.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder