onsdag 03. april 2019 14:15
Københavns Teknik- og Miljøforvaltning siger farvel til endnu en direktør
Økonomiudvalget i Københavns Kommune har på sit møde den 2. april besluttet at indlede en afskedigelsessag mod Torben Gleesborg, der er direktør i Teknik- og Miljøforvaltningen. Det sker efter anmodning fra teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen på baggrund af en advokatundersøgelse fra Bech-Bruun om den såkaldte fortovsordning.
– Jeg har efter endt læsning af advokatundersøgelsen om fortovsordningen set mig nødsaget til at anmode Økonomiudvalget om at indlede en afskedigelsessag mod teknik- og miljøforvaltningens direktør Torben Gleesborg. Jeg kan ikke gå i flere detaljer med en personalesag, siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen.
Ninna Hedeager Olsen har samtidig besluttet, hvordan hun ønsker at konstituere direktionen i Teknik- og Miljøforvaltningen.
Hvis Borgerrepræsentationen godkender afskedigelsen af den nuværende adm. direktør Pernille Andersen og direktør Torben Gleesborg på mødet 11. april, så vil forvaltningens nuværende direktør Michel Schilling blive konstitueret som adm. direktør fra den 12. april.
Nuværende vicedirektør i forvaltningen Hans Christian Karsten vil fra samme dato blive konstitueret som direktør. Og endelig vil Claus Andersen, der i dag er cheføkonom i Økonomiforvaltningen, også fra den 12. april blive konstitueret som direktør i Teknik- og Miljøforvaltningen.