mandag 01. april 2019 09:01
Casa henter nye direktører hos NCC
Casa henter John Strands Petersson og Brian Hasfeldt til organisationen for at styrke virksomhedens renoveringsforretning med etablering af en renoveringsafdeling på Sjælland med særligt fokus på Storkøbenhavn. Begge starter 1. juli, hvor John Strands Petersson tiltræder som direktør for Renovering Øst og Brian Hasfeldt som
projektdirektør.
John Strands Petersson og Brian Hasfeldt kommer begge fra NCC, hvor de gennem de seneste knap 20 år har arbejdet som et stærkt team indenfor renovering.
– Med skærpelsen af vores salgsorganisation og med udvidelsen af vores renoveringsforretning får vi gearet Casa til yderligere vækst – og bliver klar til at løfte CASA til næste niveau. Vi kommer til at positionere os endnu tydeligere i markedet, og samtidig er vi enormt stolte over at kunne byde endnu to særdeles stærke og erfarne profiler som John og Brian velkommen i familien, siger Torben Modvig, adm. direktør i Casa.
I februar overtog Torben Modvig roret som adm. direktør for Casa for at sikre, at væksten i butikken fortsætter med fornyet styrke. Første vigtige skridt i den retning er etablering af en dedikeret salgsorganisation samt en oprustning på renovering, hvor Casa henter de to NCC-folk til at lede virksomhedens renoveringsforretning på Sjælland.
Rasmus Holbech udnævnes til direktør for investorsalg og partnerskaber og skal etablere en salgsorganisation med dedikerede ressourcer til udbygning af Casas gode relationer til kunder og øvrige professionelle investorer i hele landet. Henrik Hansen udnævnes til direktør for Casas udviklingsafdeling. Samtidig udnævnes nuværende afdelingschef for renovering, Brian Popp til direktør for renovering Vest.
Renovering er udpeget som et strategisk vækstområde for Casa og et dermed vigtigt forretningsområde på linje med nybyggeri af bolig og erhverv. Dansk Byggeri forventer en årlig vækst på omkring to procent indenfor renovering og vedligeholdelse, og med erfaring fra renoveringssager i Jylland er Casa nu klar til at løfte flere renoveringsprojekter også øst for Storebælt.
Læs også: Bygningsstyrelsen har problemer med at finde kvalificerede tilbudsgivere (+)
Læs også: Casa skal renovere 222 boliger
Læs også: Entreprenør åbner ny afdeling og forfremmer ledere