tirsdag 12. marts 2019 09:28
Tidligere Gaihede- og Bech-Bruun-profil ny adm. direktør hos Plan 1 Cobblestone Architects
Det københavnske arkitektfirma Plan1 Cobblestone Architects foretager snart et strategisk ledelsesskifte. Det sker når nuværende direktør og ejer Martin Yde overlader tøjlerne til Jesper-Max Larsen for at understøtte videreudviklingen af firmaet.
47-årige Jesper-Max Larsen har blandt andet været adm. direktør i ingeniørfirmaet Gaihede. Han har desuden været direktør i advokatvirksomheden Bech-Bruun.
Gennem branchen har han haft et tæt kendskab til Cobblestone, som han betegner som en ’visionær og dynamisk virksomhed med et stort potentiale’.
– Det bliver en meget spændende ledelsesopgave at gå i gang med, og jeg glæder mig rigtig meget til at arbejde med de dygtige og engagerede medarbejdere hos Plan1 Cobblestone Architects og realisere det store potentiale, der ligger i selskabet, siger Jesper-Max Larsen.
Han hæfter sig ved samarbejdet med pensionsselskabet PenSam, hvor Cobblestone har overtaget forvaltningen af 26 ejendomme på i alt 258.000 kvadratmeter, som han mener åbner nye muligheder for Cobblestone og Plan1 Cobblestone Architects.
– Mit fokus bliver på at eksekvere en strategi, der sætter bygherren først. Vi vil bl.a. arbejde med ny teknologi, der involverer og skaber en tættere dialog med bygherren om vores løsninger. Det betyder f.eks., at vi gør både vedligeholdelsesplanlægning og byggeprocesserne mere enkle og overskuelige for kunden. Målet er at forbedre processerne og slutproduktet og samtidig holde omkostningerne nede, siger Jesper Max-Larsen.
Jesper-Max Larsen vil fremover få det samlede ledelsesansvar for arkitektfirmaet og være ansvarlig for strategi og drift. Samtidig kommer han til at repræsentere Plan1 Cobblestone Architects i Cobblestones koncernledelse. Martin Yde bliver arbejdende bestyrelsesformand med fokus på forretningsudvikling og udvikling af selskabets eksterne relationer.
Plan1 er det tekniske ben af ejendomsadministrationsselskabet Cobblestone.
– Efter fusionen mellem ARI Byggerådgivning og Plan1 i 2017 sætter vi nu en ny ledelsesstruktur, som bliver endnu mere professionel og strømlinet i sin tilgang til markedet og selskabets strategiske udvikling. Vi kombinerer et stærkt teknisk team af arkitekter, ingeniører og bygherrerådgivere med en solid kommerciel ledelse. Martin Yde er ingeniør og en skarp idégenerator, mens Jesper-Max bliver den strategiske og operationelle leder, der eksekverer opgaverne konsekvent. Med rokaden får vi aktiveret markant flere kompetencer og står stærkere rustet til fremtiden, siger adm. direktør hos Cobblestone Rasmus Juul-Nyholm.
Oprindeligt er Jesper-Max Larsen bankuddannet og har arbejdet mere end 17 år i bankverdenen. I 2009 blev han business manager hos Philip Advokater, der senere fusionerede med Bech-Bruun, hvor han blev direktør. Efterfølgende har han bl.a. været administrerende direktør i Gaihede, ekstern lektor i organisation og ledelse på CBS samt direktør og ledelsestræner i rådgivningsfirmaet Ledelse 360.
Læs også: AP Pension om PLH’s design: Solidt uden at være prangende
Læs også: Gaihedes adm. direktør Jesper-Max Larsen fratræder