tirsdag 12. februar 2019 17:00
Ejendomsdagene flytter til Hotel Marienlyst
I 2019 bliver Ejendomsdagene afholdt for 8. gang i Danmark. Indtil nu er årets største executive konference for branchen blevet afholdt i Vejle, men nu holder arrangementet flyttedag. Det er nemlig blevet muligt at lokalisere den på et venue af lige så høj klasse, som det tidligere, med den omfattende renovering og udvidelse af Hotel Marienlyst i Helsingør.
Ejendomsdagene er en 2-dages konference med et omfattende fagligt program, festmiddag, prisuddeling og et væld af muligheder for at netværke med andre aktører fra branchen.
– I både 2017 og 2018 havde vi venteliste til Ejendomsdagene. En af arrangementets største kvaliteter er at være inkluderende og facilitere mødet mellem aktører fra alle dele af branchen, og derfor vil vi gerne sikre os, at de beslutningstagere, der ønsker det, rent faktisk også kan få en plads, siger adm. direktør Lars Bernt, Estate Media, som arrangerer konferencen.
På Hotel Marienlyst kan der være godt 220 deltagere, og det betyder, at der er mulighed for at inkludere 30 yderligere deltagere.
– I Norge kan vi konstatere, at der er 400 deltagere på de årlige Ejendomsdagene. Da Norge er et befolkningsmæssigt lidt mindre land, men med en ejendomsbranche af cirka samme størrelse, vil vi også gerne facilitere, at lidt flere og i hvert fald 220 af branchens ledende aktører kan være med på Ejendomsdagene i Danmark i 2019, og derfor har vi valgt at flytte venue, siger Lars Bernt.
Ejendomsdagene har gennem tiden budt på debatter om de aktuelle problemstillinger i branchen. Sidste år var temaet “Jagten på afkast”, mens det i 2017 var “Kan festen fortsætte?” og i 2016 var omdrejningspunktet “Risiko og rejsegilde”. I 2019 bliver temaet “Ikke alt der glimrer er guld”.
– Der er ikke nogen tvivl om, at vi ser en mindre opbremsning i ejendomsbranchen i øjeblikket. Derfor bliver det i stigende grad vigtigt, at man er selektiv og træffer de rigtige valg såvel når man udvider porteføljen, som når man vælger rådgivere, samarbejdspartnere og typer af ejendomme, siger chefredaktør Kamilla Sevel, Estate Media, der er ansvarlig for den faglige del af programmet.
Det er allerede muligt at nominere kandidater til Estate Media priserne, som også uddeles på Ejendomsdagene ligesom det er muligt at sikre sig en plads.
– Med den begrænsede udvidelse af Ejendomsdagene bliver det muligt at give plads til endnu flere relevante og spændende aktører. Vi ved fra vores deltagere, at netværksdelen på Ejendomsdagene tillægges stor værdi, og nu bliver det muligt at inkludere lidt flere i den eksklusive 2-dages konference. På den måde forsøger vi bedst muligt at leve op til vores vision om at samle ejendomsbranchen, siger Lars Bernt.
Man kan læse mere om Ejendomsdagene på ejendomsdagene.dk
Læs også Opsvinget i branchen fortsætter – men ejendomstransaktionerne slår ikke rekord
Læs også Mere end 180 deltog på Ejendomsdagene – se konklusionerne