fredag 01. februar 2019 11:19
Kammeradvokaten flytter til ombygget DSB-godsterminal
Kammeradvokaten flytter til et nytransformeret kontordomicil på Kalvebod Brygge, hvor advokatfirmaet bliver en væsentlig lejer af kontorarealerne på Kalvebod Brygge 32.
Dermed samler Kammeradvokaten sine aktiviteter i København under ét tag. Genesta er i gang med en omfattende renovering af bygningen, og Kammeradvokaten flytter ind, når renoveringen er afsluttet.
Den svenske kapitalforvalter Genesta med hovedkontor i Stockholm købte i efteråret 2017 den 28.000 kvm tidligere godsterminal af DSB. Ejendommen er nu fuldt udlejet og huser blandt andet Bygningsstyrelsen med Rigsarkivet som bruger af ejendommen.
– Vi er meget glade for, at Kammeradvokaten har valgt at flytte sit domicil til Kalvebod Brygge 32, siger CIO Allan Strand Olesen, Genesta Property Nordic.
Genesta har anvendt Revco, Vilhelm Lauritzen Arkitekter og Gorrissen Federspiel som rådgivere i forbindelse med udlejningen.
Genesta købte Kalvebod Brygge 32 for 520 millioner kr. af DSB for at transformere ejendommen.
Læs mere i Genesta købte Kalvebod Brygge 32 af DSB for 520 millioner kr.
Læs mere om handlen i Chef for DSB Ejendomme: På alle måder en usædvanlig og umådelig kompliceret transaktion (+)