onsdag 05. december 2018 14:16
Skala Arkitekter intensiverer norsk satsning med ledelsesrokade
Skala Arkitekter foretager ledelsesrokade, henter nye kræfter udefra og sætter ekstra fokus på at styrke virksomheden i Norge.
Konkret har Skala Arkitekter foretaget ledelsesrokade på sine kontorer i Horsens og København, som dels betyder tilgang af en profil fra branchen, dels frigiver erfarne kræfter til norsk satsning i form af et fremtidigt kontor i Norge, som dog endnu ikke er på plads.
I den forbindelse er Jeppe Blohm Nielsen 1. december tiltrådt som tegnestueleder i København, mens den nuværende tegnestueleder Mette Louise Jepsen skal stå i spidsen for indsatsen i Norge. Samtidig tiltræder Rene Nedersee Andersen som tegnestueleder i den jyske del af Skala Arkitekter. Han har siden 2017 været ressourceansvarlig hos arkitektvirksomheden.
– Med tilgangen af en ny erfaren profil som Jeppe Blohm Nielsen styrker vi den sunde vækst, som vi er inde i disse år. Vores succes skyldes i den grad et stærkt team af kompetente og erfarne kræfter, siger adm. direktør og hovedejer Kurt Ankjær, Skala Arkitekter.
Skala Arkitekter har mange offentlige projekter på referencelisten, og derfor er det primært det segment, virksomheden satser på:
– Det er blandt andet skoler, institutioner og plejesektoren, vi især kigger mod i Norge.
Skala Arkitekter landede i 2017 et årsresultat på 3,2 millioner kr. mod et overskud på 1,5 million i 2016. I 2017 havde selskabet en bruttofortjeneste på 16,2 millioner kr. mod 11,8 millioner i 2016.
Skala Arkitekter A/S havde per 31. december 2017 en egenkapital på 16,2 millioner kr. mod 13,1 millioner på samme tidspunkt året før.
Fakta: Skala Arkitekter i Horsens, København og Norge
- Jeppe Blohm Nielsen er netop tiltrådt som tegnestueleder for Skala Arkitekter i København. Han har tidligere været afdelingschef i Deas’ byggetekniske afdeling og kommer fra en stilling som markedschef i Gaihede
- Mette Louise Jepsen er arkitekt og har stået i spidsen for Skala Arkitekters aktiviteter i Østdanmark gennem de seneste tre år og skal nu stå i spidsen for det norske indsatsområde
- Rene Nedersee Andersen har været hos Skala Arkitekter siden 2017, og han skal nu lede tegnestuen i Horsens og aktiviteterne i Vestdanmark
Læs også Ny chef i Nybolig Erhverv kommer fra Colliers
Læs også Peter Weyhe bliver teknisk projektdirektør i Stensdal Group
Læs også Ncap finder chef for kapitalforvaltning i Barings Real Estate
Læs også Nordanö får ny partner fra Catella
Læs mange flere navnehistorier her