tirsdag 04. december 2018 08:15
Peter Weyhe bliver teknisk projektdirektør i Stensdal Group
Stensdal Groups ejendomsportefølje er vokset til over 100.000 kvm, og det har øget behov for flere medarbejdere. Derfor er der siden september ansat fem nye medarbejdere.
Peter Weyhe er netop ansat som teknisk projektdirektør, og han skal stå for det overordnede ansvar for kvaliteten i Stensdals projekter samt udvikling og igangsætning af projekterne under det nye byområde Favrholm mellem det nye supersygehus og den nye S-togsstation i Hillerød.
Favrholm kan rumme 145.000 kvm fordelt på både boliger, erhverv og detail. Peter Weyhe kommer fra en stilling som Senior Project Manager i Casa og har tidligere været i en årrække hos blandt andet NCC.
Stensdal Group har succes med at istandsætte nedslidte ejendomme på Vestegnen. Seneste udlejning er til it-virksomheden Also, der har lejet 3.000 kvm i Stensdal Groups ejendom på Mårkærvej i Taastrup. Also beskæftiger mere end 300 medarbejdere og har i mere end 15 år haft dansk hovedkontor i Taastrup. Med Stensdals istandsættelse af ejendommen er det lykkedes selskabet at finde noget stort set “på den anden side af vejen”.
Also overtager domicilejendommens 3.000 kvm i maj 2019.
I Brøndby har Stensdal netop udlejet 1.300 kvm til Dansk Bilglas i gruppens ejendom på Vallensbækvej 47.
Læs også Stensdal Group køber 5.000 kvm erhvervsejendom i Brøndby
Læs mange flere navnehistorier her