fredag 30. november 2018 09:20
Dorte Mandrup får overskud på 6,5 millioner kr.
Tidligere i år modtog Dorte Mandrup, grundlægger og kreativ direktør i Dorte Mandrup Arkitekter, den prestigefyldte Finn Juhl Prisen, og for blot en måned siden tildelte Statens Kunstfond hende livslang Hædersydelse. I foråret blev tegnestuen blandt de første danske tegnestuer nogensinde til at udstille på hovedudstillingen ved verdens førende arkitekturbegivenhed – Biennalen i Venedig.
Nu sætter tegnestuen en tyk streg under de positive takter og præsenterer en fordobling af omsætningen for andet år i træk. Dorte Mandrup kommer ud af regnskabsåret 2017/18 med en omsætning på 60,2 millioner kr. samt et resultat på 8,3 millioner kr. før skat – efter skat: 6,5 millioner kr. Det er adm. direktør, Frants Nielsen, yderst tilfreds med.
– Vi er kort fortalt rigtigt stolte af det regnskab, vi præsenterer i år. Vi har de senere år haft som ambition at skabe en markedsledende kunstnerisk baseret tegnestue, som samtidig er en sund, stabil forretning. Nu kan vi for tredje år i træk kigge tilbage på en vækst i omsætning på mellem 50 og 100 procent, så indtil videre må vi sige, at missionen er lykkedes, siger Frants Nielsen.
Kunstnerisk integritet er blevet en god forretning
Netop betegnelsen som en kunstnerisk baseret tegnestue er essentiel for Dorte Mandrup og for den måde, virksomheden drives på.
– Vores økonomiske mål for tegnestuen er at skabe en velkonsolideret virksomhed, der kan danne et solidt fundament for det egentlige formål: At skabe arkitektur af den højeste kvalitet i Danmark og i udlandet, siger Frants Nielsen.
I årets løb har Dorte Mandrup blandt andet arbejdet med Isfjordscenteret i Ilulissat i Grønland, Vadehavstriologien, flere projekter i Carlsberg Byen, Ikea ved Dybbølsbro i København samt en ny bydel, og hvad der forventes at blive Vesteuropas højeste tårn for Bestseller i Brande.
– Det er gennemgående i vores arbejde, at vi insisterer på, at kunstnerisk integritet og funktionelle løsninger skal kunne rummes inden for samme værk. Her er vi dybt afhængige af, at der findes ambitiøse bygherrer, som vil mere end blot at bygge billigst. Og på baggrund af de projekter, vi har haft de seneste år, kan vi konkludere, at der heldigvis fortsat findes en hel del ambitiøse bygherrer, som ikke blot vil have det som de fik i går – og til den halve pris, siger Frants Nielsen.
På den internationale scene har det især budt på projekter af Unesco-karakter, hvilket fik det etablerede amerikanske magasin Surface til at spørge: “Is Dorte Mandrup Unesco’s Favorite Architect?”. Udover udstillingscenteret ved den Unesco beskyttede Isfjord i Grønland arbejder Dorte Mandrup blandt andet på to nye projekter i det Unesco-beskyttede Vadehav i henholdsvis Holland, Tyskland og Danmark.
I det hele taget har det seneste år budt på øget opmærksomhed fra udlandet, hvor blandt andet det prestigefyldte japanske arkitektmagasin A+U har valgt at udgive en særudgave om skandinavisk arkitektur med Dorte Mandrup som omdrejningspunkt. Ligeledes har blandt andet amerikanske Ivy League-universiteter inviteret Dorte Mandrup som gæsteforlæser og kritiker, og hun har siddet i juryen i første udgave af den netop afholdte Dezeen Awards.
Dorte Mandrup Arkitekter blev etableret i 1999 og har i dag 68 medarbejdere.
Dorte Mandrup ejer 80 procent af Dorte Mandrup A/S, mens adm. direktør, Frants Nielsen, ejer de resterende 20 procent.