Adm. direktør Lars-Peter Søbye, Cowi, og adm. direktør Peter Hartmann Berg, Arkitema Architects, ved underskriftceremonien. Foto: Jonas Christian Dackås Steene

Cowi køber Arkitema

Cowi har p.t. ca. 6.700 medarbejdere, mens Arkitema 1. januar 2019 vil bringe omkring 550 nye medarbejdere ind i virksomheden som en selvstændig forretningsenhed.

– 1 plus 1 giver 3 i denne handel. Vi har allerede hver især ledende positioner i markedet, men sammen kan vi spille hinanden endnu bedre og levere innovative, integrerede løsninger af høj kvalitet til vores kunder. Desuden åbner købet for nye udviklingsmuligheder for vores medarbejdere, siger CEO Lars-Peter Søbye, Cowi.

Arkitema Architects arbejder med bolig, urban design, kontor, sundheds- og uddannelsesbyggeri, og er blandt andet kendt for Sluseholmen, et stort byudviklingsprojekt i Københavns Havn.

CEO hos Arkitema Architects Peter Hartmann Berg glæder sig over aftalen:

– Med Cowi får vi en stærk ejer, der kan åbne nye markeder og være med til at udvikle vores virksomhed. Samtidig bevarer vi vores stærke brand og virksomhedskultur. Vi glæder os til at præsentere alle de nye muligheder for vores kunder og medarbejdere.

CEO hos COWI Lars-Peter Søbye begrunder især opkøbet med kundernes krav om sammenhængende løsninger samt de globale megatrends, der giver nye udfordringer og muligheder:

– De globale megatrends, især behovet for bæredygtighed, stiller stadig højere krav til de løsninger, vi skal levere. Købet gør, at vi i endnu højere grad kan levere hele paletten af både teknik og design i én sammenhængende leverance med et højt kvalitetsniveau.

Hos Arkitema har man kunnet konstatere, at der har været en konsolidering i branchen i de senere år, og at der er blevet længere mellem de uafhængige, selvstændige rådgivere som partnere på store projekter. Desuden ser man attraktive muligheder i at blive en del af en koncern med stærk skandinavisk base og global rækkevidde:

– Aftalen sikrer, at vi altid har en stærk ingeniørpartner, uanset hvor vi opererer. Sammen kan vi vinde markedsandele både lokalt og globalt, drevet af urbanisering, digitalisering og klimaforandringer, siger CEO Peter Hartmann Berg.

Arkitema kan på deres side, med deres stærke tilstedeværelse i for eksempel Sverige være med til at styrke Cowis gennemslagskraft i en række lokale markeder.

Især private bygherrer, men også flere offentlige kunder inden for f.eks. byggeri og infrastruktur efterspørger konsulenthuse, der kan påtage sig ansvaret for hele projektet og ikke kun dele af det:

– Vi har allerede meget dygtige arkitekter ansat til at levere rådgivning men med købet af Arkitema får vi tilført spidskompetencer og en slagkraft, som gør, at vi bedre kan levere de integrerede løsninger, som kunderne efterspørger – og de kan få det hele hos os, siger Lars-Peter Søbye.

Cowi har været på markedet i næsten 90 år, mens Arkitema fylder 50 til næste år.

Aftalen om købet af Arkitema er sendt til godkendelse hos konkurrencemyndighederne, som forventes at komme med et svar inden for et par måneder. Den omfatter en fortrolighedsklausul om prisen.

I januar 2018 købte Sweco Årstiderne Arkitekter og købet af Arkitema er dermed det andet store opkøb af en arkitektvirksomhed.

Læs også Sweco køber Årstiderne Arkitekter





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder