Arkivfoto

Rådgivende ingeniører: Kraftig opbremsning i østdansk boligbyggeri

Mens der siden finanskrisen år for år er kommet mere og mere fart på det danske boligbyggeri, kan udviklingen meget vel være ved at vende.

Det viser ny konjunkturmåling fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI). Målingen viser således, at rådgivende ingeniørvirksomheder forventer en ”kraftig opbremsning” i markedet, når det gælder boligbyggeri i Østdanmark. Det skyldes primært et usikkert marked, særligt inden for boligbyggeri, hvor der er en markant nedgang i tilgangen af nye projekter. Gode forventninger i andre sektorer opvejer for de værste krisetegn.

De rådgivende ingeniørvirksomheders ordrebøger er reduceret i forhold til for seks måneder siden, men er fortsat på et samlet ”fornuftigt niveau”. Dog er der sket større skift i enkelte delsektorer.

”Der sker flere skift i markedet netop nu”
– Når vi ser på de nye data samlet set, så viser de, at virksomhederne overordnet forventer et stabilt marked i de næste seks måneder. Men de indikerer også, at der sker flere skift i markedet netop nu. I flere sektorer ser markedet ud til at have toppet, og eksporten er derfor igen en stærk buffer, der gør den danske rådgiver- og ingeniørbranche robust, siger adm. direktør Henrik Garver, FRI, og tilføjer:

– Når vi gennemfører vores næste måling i april 2019, vil det være langt mere tydeligt, om tallene i denne måling er udtryk for en vækstpause, eller om det er et mere seriøst markedsskift.

Tallene fra FRI understøttes af nye tal på europæisk niveau fra EFCA (European Federation of Consulting Engineering Associations). I det seneste EFCA Barometer ser vækst og indtjening i Nordeuropa ud til at stabilisere sig, mens der forventes vækst i både omsætning og indtjening i Sydeuropa.

Overblik fra FRI’s konjunkturmåling:

  • Vest for Storebælt: Der har været fremgang for boligbyggeri, erhvervsbyggeri og miljøopgaver, dette har kompenseret for et fald i ordreindgangen inden for offentligt byggeri og infrastruktur.
  • Øst for Storebælt: Der har været fremgang i eksporten, men et massivt fald i ordreindgangen inden for boligbyggeri og et mindre fald inden for energi.

Fakta om FRI’s konjunkturmåling:

  • FRI’s medlemsvirksomheder forventer en lille stigning i omsætningen i Danmark fra 13,3 mia. kr. i 2017 til 13,6 mia. kr. i 2018.
  • Overskudsgraden forventes at falde fra 6,7 pct. i 2017 til 6,4 pct. i 2018. Overskudsgraden forventes dermed for sjette år i træk at blive over 6 pct.
  • Virksomheder, der tegner 96 % af beskæftigelsen i branchen angiver, at de mangler ingeniører.
  • Konjunkturmålingen er udarbejdet af Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI. Undersøgelsen er udsendt til 257 FRI-medlemsvirksomheder i oktober 2018, hvoraf 105 virksomheder (41 %) helt eller delvist besvarede undersøgelsen.
  • De 105 medlemsvirksomheder beskæftiger 11.168 medarbejdere svarende til 86,7 % af de ansatte i FRI’s medlemsvirksomheder.




Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder