onsdag 21. november 2018 13:38
32 ejendomme beslaglagt i sag om svindel til halv milliard kr.
Københavns Politi, Særlig Efterforskning Øst, har tirsdag rejst tiltale mod 16 personer og tre selskaber for omfattende økonomisk kriminalitet. De pågældende er nu tiltalt i forskelligt omfang for moms- og skattesvig af særlig grov karakter og hæleri for beløb op til næsten 500 millioner kr.
Samlet set er det politiets og anklagemyndighedens opfattelse, at der er tale om et organiseret kriminelt netværk, der har begået såkaldt kædesvig. Gennem en kæde af selskaber er der foretaget fiktiv fakturering samt kanaliseret penge gennem kæden af virksomheder med henblik på unddragelse af skat og moms.
Tiltalen rejses på baggrund af lang tids efterforskning, hvor politiet slog til den 10. oktober 2017 og foretog anholdelser. Fem personer er fortsat varetægtsfængslet. Flere af de tiltalte i sagen er i familie med hinanden.
77 retsdage
– Der er tale om en meget omfattende og alvorlig sag om grov organiseret økonomisk kriminalitet. Gennem knapt tre år er der blevet ført op mod 500 millioner kr. gennem kæden af selskaber. En stor del af pengene skulle have været indbetalt til statskassen, siger specialanklager Maria Cingari.
Ved aktionen i 2017 blev 32 ejendomme beslaglagt, skriver Ritzau.
Svindelsagen er berammet til 77 retsdage. Den indledes 19. december i Københavns Byret med oplæsning af anklageskriftet og løber frem til primo 2020.