tirsdag 13. november 2018 20:20
By & Havn finder vinderprojekt til flydende aktivitetshus
Entreprenørvirksomheden CG Jensen og Spektrum Arkitekter vinder konkurrencen om at bygge det nye, flydende aktivitetshus ved Sandkaj i Københavns Nordhavn.
I 2017 foreslog By & Havn at lave et flydende aktivitetshus ved Sandkaj efter ønske fra beboere og foreninger i Nordhavn om at bruge vandet aktivt. Nu er aktivitetshuset godt på vej mod realisering, efter et vinderprojekt er fundet blandt tre bud.
By & Havn er bygherre på det flydende aktivitetshus med 152 kvm indendørs. Huset forventes at rumme foreningslokale, toilet- og badefaciliteter, sauna og omklædning.
Når huset står færdigt, overtager Københavns kommune ejerskab og drift i fællesskab med de tilknyttede foreninger. By & Havn har finansieret med 5,6 millioner kr. eksklusive moms, mens Københavns Kommune har finansieret med 2,5 millioner kr. eksklusive moms til udvikling og realisering af projektet.
Klar til brug i sommeren 2019
– Nordhavn og Århusgadekvarteret er omgivet af vand, og derfor har vi særlig fokus på fritidsaktiviteter på vand både sommer og vinter i bydelen. Det kommende, flydende aktivitetshus formår at tilpasse sig omgivelserne på Sandkaj og rummer gennemtænkte, fleksible og praktiske faciliteter, der bliver et rigtig godt tilskud til kvarterets egenart som en bydel ved vandet til glæde for fællesskaberne blandt beboere og besøgende i bydelen – hele året rundt, siger udviklingschef Rikke Faaborg Jarmer, By & Havn.
I udvælgelsen af vinderforslaget er der lagt vægt på, at der er klar adskillelse mellem offentlige og foreningsbaserede arealer og mulighed for udvidelse af de offentlige arealer.
Byggeriet af aktivitetshuset kommer til at ske ved Prøvestenen, hvorefter delelementerne sejles til Sandkaj og monteres i moduler. Det forventes, at bygningen er klar til brug i løbet af sommeren 2019.
Læs også Anne Skovbro: Det virker, når vi driver processen
Læs også Nykredit bygger nyt hovedkontor på 28.000 kvm i Københavns Nordhavn
Læs også Anne Skovbro: Tendens til at vi ser os sure på småting (+)