tirsdag 30. oktober 2018 09:23
Kuben Management udvider med afdeling efter opkøb – stifter af BYR Gruppen stopper
BYR er navnet på en ny afdeling i Kuben Management.
Det nye afdeling er resultatet af, at BYR Gruppen nu er fuldt integreret med Kuben Managements kompetencer inden for projektudvikling og bygherrerådgivning. Integrationen sker, efter Kuben Managements køb af BYR Gruppen per 1. maj.
BYR vil – ifølge Kuben Management – med de samlede kræfter fra BYR Gruppen og Kuben Management stå som en af de stærkeste aktører inden for rådgivning om projektudvikling og bygherrerådgivning til institutionelle og private investorer – fra idé- og strategiudvikling til gennemførelsen og afleveringen af byggeriet.
– Kuben Managements nuværende projektudviklere, bygherrerådgivere og byggeledere supplerer på fin vis de kompetencer, som BYR bringer ind. Vores samlede rådgiverstab kan udvikle de økonomisk bæredygtige projekter og sikre, at de bliver omsat til virkelighed. Fra BYR Gruppen har vi desuden fået tilført nye stærke kompetencer inden for investorrådgivning, siger afdelingsleder for BYR, Henning Backe.
Læs mere Kuben Management overtager BYR Gruppen
Michael Nyboe bliver direktør
I forbindelse med integrationen udnævnes tidligere partner i BYR Gruppen Michael Nyboe til projektudviklingsdirektør i Kuben Management.
– Vi får en bred og stærk organisation med en kapacitet på over 100 bygherrerådgivere. Det giver et stærkt bagland, hvor der nu kan trækkes på et langt bredere spektrum af kompetencer og ydelser, siger Michael Nyboe.
Han ser også muligheder i et tættere samarbejde med Kuben Managements søstervirksomhed Exometric, som leverer efterspørgselsanalyser inden for bolig- og ejendomsmarkedet.
Stifter af BYR Gruppen stopper
Rasmus Storgaard, som stiftede BYR Gruppen i 2010, stopper 31. oktober.
– Jeg har behov for at arbejde med noget, der giver mening – og gerne i mere end én forstand. Jeg ved endnu ikke, hvad jeg skal den 1. november, udover at jeg blandt andet vil bruge mere tid på Ecovillage, som er en fantastisk virksomhed med rigtig god mening, skriver Rasmus Storgaard på sin Linkedin-profil.
I et interview med Estate Pluss har Rasmus Storgaard forklaret, hvorfor han har solgt den virksomhed, han stiftede.
– Jeg har aldrig drømt om at være selvstændig eller direktør, så derfor har jeg det fint med at have solgt virksomheden. Når det er sagt, så er det heller ikke en hemmelighed, at vi har haft en direktør de sidste to år, hvor det er gået rigtig dårligt. Så enten skulle vi have en ny direktør – uden at vide, hvordan det vil gå – eller forsøge at blive solgt, forklarede Rasmus Storgaard.
Læs mere i Stifter af BYR Gruppen lettet efter Kuben Managements overtagelse (+)