torsdag 16. august 2018 15:21
Bestyrelsesformand er ny adm. koncerndirektør i MTH Group
Bestyrelsen i MT Højgaard meddeler, at Anders Heine Jensen tiltræder stillingen som adm. koncerndirektør i MTH Group senest den 1. marts 2019. Han afløser Torben Biilmann, der som tidligere oplyst fratrådte sin stilling med virkning fra i dag.
Anders Heine Jensen er 54 år og har siden 2011 været adm. direktør for Burmeister & Wain Scandinavian Contractor. Han har førstehåndskendskab til MT Højgaard og MTH Group som næstformand for bestyrelsen i MT Højgaard og formand for bestyrelsen i Monberg og Thorsen siden foråret 2017.
– Det glæder mig at meddele, at Anders Heine Jensen tiltræder som ny adm. koncerndirektør i MTH Group. Anders Heine Jensen kommer til at gå forrest i indsatsen for at drive forbedringerne af den operationelle drift og indtjeningen i særligt MT Højgaards danske forretning og dermed realisere virksomhedens betydelige potentiale, siger formand for bestyrelsen i MT Højgaard, Søren Bjerre-Nielsen.
Anders Heine Jensen er maskiningeniør fra DTU og har desuden en HD(U) fra CBS. Han har tidligere været ansat i Ørsted (DONG Energy) og A.P. Møller-Mærsk og har særlige kompetencer inden for infrastrukturprojekter, ledelse, strategi og projektfinansiering samt solid ledelseserfaring fra energi- og entreprenørvirksomheder.
Den nye adm. direktør er samtidig bestyrelsesmedlem i Haldor Topsøe og DI Energi samt medlem af DI’s Internationale Markedsudvalg.
Læs også: Hoffmann fejrer bedste halvår nogensinde
Læs også: Torben Biilmann stopper i MTH Group med øjeblikkelig virkning